Anmeldelse: Harry Potter og Dødsregalierne - del 1

Harry Potter og Dødsregalierne - del 1 (Harry Potter and the Deathly Hallows - part 1)

England, 2010

Instruktion: David Yates

2 timer 26 min.

Premiere 18. november i biografer landet over

Hvordan filmatiseringen af sidste bind i Harry Potter-serien egentlig er lykkedes, ved vi ikke før til sommer.

Modsat rækken af bøger, der først svulmede op og siden heldigvis svandt noget ind, ender rækken af film nemlig med et toleddet skrummel på omkring fem timers varighed, hvoraf kun første del har dansk premiere i dag.

Og skulle det nu være nødvendigt?

Ikke umiddelbart sådan som billedudgaven af ”Harry Potter og Dødsregalierne” foreløbig ser ud.

Den lange spilletid skyldes nemlig ikke så meget, at Joanna K. Rowlings spraglede historie her både skal lægge op til anden dels store konfrontation mellem Harry og hans ærkefjende Voldemort og binde alle mulige ender sammen undervejs.

Den skyldes mere, dels at forlægget følges ret slavisk - også ud i de mindste svinkeærinder - dels at filmmagerne synes at have forelsket sig fatalt i nogle store, øde landskaber, som der skal panoreres langsomt hen over ved enhver lejlighed.

Tempoet bliver også underligt hakkende. Drama burde der ellers være nok af.

De billige tricks

Voldemorts dødsgardister har nemlig nu indtaget både troldmandsskolen Hogwarts og Ministeriet for Magi og er godt i gang med at omskabe den magiske verden til at racerent, aristokratisk samfund uden ”mudderblod”.

Imens er Harry og vennerne Ron og Hermione på flugt og skal for at besejre ondskaben finde først én slags magiske objekter, dernæst en anden slags (titlens dødsregalier), før de (i anden del) vender tilbage til Hogwarts og det endelige opgør.

Alligevel hopper stemningen frem og tilbage mellem ret mekaniske rabalderscener - som dog virker sært underspillet i forhold til bogen - naturlyrik, nogle få slagkraftige gys, omstændelig plotafvikling og så alt for meget forudsigelighed.

Altså forløb, hvor personerne fortæller, at de vil gøre noget, og så enten lykkes med at gøre det eller kommer ud for noget uventet.

Samtidig bliver nogle af Rowlings mere billige fortælletricks lige lovlig synlige. Ingen krise synes for stor til, at der ikke altid lige er en eliksir, en bog med forklaringer eller en besværgelse ved hånden, eller tid til at trylle sig væk.

Gangster med tryllestav

Men den nu faste instruktør David Yates' blålige tusmørkebilleder er stedvis ganske flotte, gruen i dødsgardisternes fasciststat er knugende, og meget kan vise sig at fungere anderledes, når dobbeltfilmen kan ses i sin helhed (eller bliver klippet ned til én lang film).

For første halvdels vedkommende viser den største kvalitet sig endda at komme fra en lidt overraskende kant, nemlig skuespillerne.

Ikke så meget de mange store britiske skuespillere, som på grund af hovedhistorien om Harrys eksil her stort set er forvist til kulisserne. Om end man når at bemærke, at Ralph Fiennes var langt mere uhyggelig som Voldemort, da man kun så ham i glimt; her ligner han mest bare en troldmandsudgave af Robert de Niro i ”De uovervindelige”.

Hvem der derimod er gode, er - ud over i slutningen den elskelige, computerskabte husalf Dobby - de unge troldmandslærlinge.

Vokset med opgaven

Midt i alt trylleriet er det nok så meget en følsom dannelseshistorie om selvhad, forelskelse, jalousi og magtkampe, også mellem venner, og anført af Daniel Radcliffe og Emma Watson som Harry og Hermione er adskillige af de nybagte stjerner vokset mægtigt med opgaven.

Faktisk er filmens bedste scene som film og ikke bare affotograferet roman én, som slet ikke stammer fra Rowlings fantasi, nemlig da Harry og Hermione kinddanser helt forsigtigt og tøvende, mens en skrattende transistorradio spiller ”O Children” med Nick Cave. Mere magisk bliver det ikke.