Anmeldelse: Harry Potter og Dødsregalierne del 2

HARRY POTTER OG DØDSREGALIERNE DEL 2

(Harry Potter and the Deathly Hallows)

Storbritannien, 2011

Instruktion: David Yates

2 time 10 min.

Premiere i dag i biografer landet over

3D kan synes skabt til, at store slanger kan hugge ud mod publikum i biografen. Eller endnu større drager stikke snuden frem og spy ild.

Men selv om effektmageriet ikke får for lidt i filmfinalen af Harry Potter-krøniken, så bliver det heller ikke for meget eller for mekanisk.

Tværtimod lykkes det langt bedre end i de foregående tre film for instruktøren David Yates at få skabt en nok lidt vaklende, men i sidste ende virkningsfuld balance mellem magisk stemning, energisk action og alle de mægtige spørgsmål, der efterhånden viser sig i Joanna K. Rowlings lange fortælling på liv og død.

Og hvor første del af den dobbeltfilm, som romanens syvende og sidste bind uforståeligt har fået lov at brede sig til, var en slemt fodslæbende omgang, fortælles der her anderledes fokuseret, ligesom den portugisiske fotograf Eduardo Serras billedside og Alexandre Desplats musik virker markant mere inspireret. Det er i øvrigt også den korteste film af alle otte.

De dødes opstandelse

Vist er der dele af den tætpakkede og detaljemyldrende intrige, som skal forklares pædagogisk undervejs. Alt imens Harry og hans venner finder vej tilbage til troldmandsskolen Hogwarts og det endelige opgør med Lord Voldemort og al hans ondskab.

Men modsat tidligere går det nogenlunde smertefrit og flydende, endda uden at der er trimmet særlig meget af bogforlægget. Allervigtigst er det tillige lykkedes for David Yates og seriens så godt som faste manuskriptforfatter Steve Kloves at få udfoldet de store, ofte ikke så lidt kristent farvede temaer om de dødes opstandelse, drømmen om evigt liv, vejen fra barn til voksen og kærlighedens magt.

Hvad der så også ligger i det, der hele tiden har været filmseriens trumfkort, hinsides skiftende instruktører og romanforlæggenes ujævne niveau. Nemlig at voksenrollerne, som Rowling fra begyndelsen har insisteret på det, er blevet besat med en luksusliste af engelsk skuespillerelite.

Historiens sjæl

Samtidig kommer de voksne stjerner dog til at sætte det ujævne niveau blandt Hogwarts-eleverne i relief. Hvor navnlig Daniel Radcliffe som Harry og Emma Watson som Hermione i seriens løb kun er blevet bedre og bedre med alderen, spilles der også stadig alt for meget skolekomedie rundt omkring, og det er meget mærkbart her, hvor historien det meste af tiden er tilbage i elevflokken på Hogwarts.

For ellers ligger magien og evnen til at ramme og bevæge tilskueren slet ikke kun i billedsiden, hvor dygtigt den end er skruet sammen. Og hvor ofte David Yates end denne gang, og reelt for første gang, formår at fange bøgernes tone og dybde, som ellers tidligere kun Alfonso Cuarón i ”Harry Potter og fangen fra Azkaban”.

Den indtræder også, når Michael Gambon som den alfaderlige professor Dumbledore - jo, han er død, men ikke helt - viser nye sider af sig selv, og når Ralph Fiennes som Lord Voldemort synes at sprede mindst lige så meget rædsel blandt sine tilhængere som blandt sine modstandere.

Eller når Julie Walters som mor Weasley og Helena Bonham-Carter som den frådende Bellatrix Lestrange spyr forbandelser ad hinanden, så det bare er om at dukke sig.

Samt frem for alle og mere end nogensinde Alan Rickman som den lige så tvetydige som slebne professor Snape. Selv om Harry Potter er historiens hovedperson, viser det sig nok så meget at være Snape, der er dens sjæl.

Endda er Rickman ikke særlig meget på lærredet her i den sidste film. Men de nøglescener, han har, er blandt filmens bedste øjeblikke, og hver eneste hårfint placerede konsonant fra hans livstrætte honningstemme er lige så dramatisk som nogen stor computereffekt.

Behændighed eller kunst

Magien er nemlig stadig kun et middel på lærredet og i historien. I hele sin kerne handler fortællingen om Harry Potter om mennesker, der tør eller ikke tør foretage sig valg ud fra gode eller onde motiver, og hvilke ikke nødvendigvis spor forudsigelige resultater, det fører til.

Således kunne noget, der for 14 år siden lignede en gængs børnebog, og som adskillige forlag tidligere havde sagt nej til, også ende med at blive et skelsættende kulturfænomen på adskillige niveauer.

Lad så være, at såvel finalens stærkt forandrede epilog som de nyeste tiltag fra Rowling selv mest af alt tyder på en fremtid for Hogwarts som en slags digitalt Disneyland og dermed modsat romanserien selv og de bedste af filmene mere synes at udspringe af behændigt købmandskab end af kunst.

TV: Fans giver filmen topkarakter