Stardust

STARDUST

England/USA, 2007

Instruktion: Matthew Vaughn

2 timer 8 min.

Premiere i dag i Palads, Falkoner, CinemaxX og Empire i København samt biografer landet over

En mur, der skiller virkelighedens verden fra eventyrverdenen Stormhold, en helt, hans udkårne, tre kongesønner og tre onde hekse tilsat en homo-sørøver, miniature-elefanter, magiske enhjørninger og en levende, falden stjerne. Dette er hovedingredienserne i Matthew Vaughns nye eventyrfilm ”Stardust”, og hvis det lyder som for meget af det gode, kan jeg forsikre: det er det også!

Oprindeligt en tegneserie

”Stardust” er oprindelig en tegneserie, siden blev historien om den unge Tristan (en lovlig fersk Charlie Cox) til en roman. Fortællingen går i store træk ud på, at Tristan (som selv er resultatet af et romantisk møde mellem virkelighedens verden og Stormhold) drager ind i eventyrland for at fange en falden stjerne og dermed vinde sin elskede Victoria (den overvurderede Sienna Miller). Den faldne stjerne viser sig imidlertid at være en kvinde, og ikke en støvet meteorit, så nu må Tristan slæbe stjernen Yvaine (en strålende Claire Danes) med tilbage til landsbyen. Imidlertid er både de tre kongesønner fra Stormhold og tre onde hekse på jagt efter Yvaine af helt andre grunde, og de skyr ingen midler for at opnå deres mål.

Et rigtigt eventyr

”Stardust” indeholder alt, hvad et eventyr kræver, og mere til. Der er fart over fortællingen, og dele af filmen er præget af både humor og stor opfindsomhed. Særligt det nærmest græske kor af afdøde kongesønner morer filmen igennem. Til gengæld ligner Michelle Pfeiffers sexede heks mest af alt noget fra en velproduceret musikvideo.

Filmens største problem er, at dens tungen-i-kinden-selvironi ikke overbeviser, og samlet set kommer den derfor til at fremstå som en ujævn og alt for lang omgang romantisk eventyr-sludder eller et campet møde mellem ”Titanic” og ”Ringenes Herre”. Som arkitekten Mies van der Rohe sagde: ”Less is more” – og hvor havde han dog ret.