Anmeldelse: Thor

Thor

Amerikansk 2011

Instruktion: Kenneth Branagh

1 time og 52 min.

Premiere i dag over hele landet.

En mytologisk fabel, der forholder sig ret egenrådigt til den nordiske mytologi, hvorfra personer og lokaliteter flagrer rundt i historien univers som forvildede meteorer uden anden tilknytning til deres oprindelse end akkurat navnene.

Mild og vis og enøjet regerer Odin i Asgård, hvorfra han holder de dystre, ondsindede ”frostjætter” på behørig afstand. Men de har om ikke en trojansk hest, så dog en slange i Asgård-paradiset: Loke, der som en tvillingebroder vokser op sammen med Odins søn Thor, der er en spradebasse og en slagsbroder.

Ned på Jorden

Han vil i kamp med frostjætterne, slipper skidt fra det og smides af farmand som straf ud af Asgård ned i Midgård, som er Jorden, nærmere betegnet New Mexicos ørken, hvor han samles op af et forskerhold på to piger og en mand. Sin hammer, Mjølner - hvad der er svært at udtale på engelsk - får Thor med sig, men den hænger uhjælpeligt fast i en klippestump som en økse i en kævle.

Resten af historien handler om hans rehabilitering og genindsættelse i værdigheden som Odins arvtager, for her overlever aserne ragnarok.

Historien bygger på en kendt tegneserie, der begyndte i 1992 på forlaget Marvel Comics. Filmens visuelle strategi ligner tegneserier omsat til levende billeder og med en scenografi, der for Asgårds og Jotunheims vedkommende tager sig ud som en fusion mellem Stalins megalomaniske arkitektur og Albert Speers bombastiske fantasterier suppleret med lidt Gaudi.

Ekstremt digitaliseret

Kennet Branagh har instrueret - eller hvad han nu har. Man skulle tro, at den kloge mand havde andet at tage sig til end sådan noget pjat, men ret skal være ret: Han er stand-in for den oprindeligt udpegede instruktør, Matthew Vaughn, der blev fyret eller gav op.

I et så ekstremt digitaliseret univers - som tilmed er i 3D, så man skal have særlige briller på og får det hele ikke bare lige i hovedet, men i øjnene - er det svært for skuespillerne at komme til.

Anthony Hopkins er efterhånden her og der og alle vegne. Senest jeg så ham, var han djævleuddriver, her er han Odin med klap for øjet og sagtmodig og god og med en stemme så blød som Nutella og går i koma, når forholdene i Asgård kommer ude af kontrol. Det gør de på grund af Thor og hans hammer.

Ikke min smag

Han spilles af Chris Hemsworth, der er fad som letmælk, men passer ind i rollen som ærke-arisk og det ”blonde bestie”, mens Nathalie Portman, der brillerer i ”Black Swan”, ikke lyser iøjnefaldende i rollen som videnskabspigen, der falder for ham. Til gengæld kan Stellan Skarsgård ikke være på lærredet uden at myndigt at fylde både det og rollen ud.

Måske er jeg fordomsfuld, men siger lige ud: Film som ”Thor” er ikke min smag. Jeg keder mig rædsomt og generes af braldermusikken, slagsmåls-akrobatikken og ødelæggelses raseriet.

Men jeg ved, der vil være mange, som råber: »Thors hammer. Hammer, hammer fedt.«

Så skrumlet skal nok og snart få status som kultfilm - akkurat som Zack Snyders ”300” (2006).