Narnia: Prins Caspian

Narnia: Prins Caspian

(The Chronicles of Narnia: Prince Caspian)

USA, 2008

Instruktion: Andrew Adamson

2 timer 22 min.


For J.R.R. Tolkien var det ultimative skrækscenarie, at hans ”Ringenes Herre” skulle blive filmatiseret af Disney. Når man ser, hvad koncernen er ved at gøre ved hans ven og kollega, C.S. Lewis' jævnaldrende ”Narnia”-serie, forstår man ham godt.

Hvordan man generelt har det med Lewis' sødladne kristne opbyggelighed - og lejlighedsvise betydelige fjendtlighed over for fremmede racer og kulturer - må være en tros- eller måske snarere smagssag.

Nogle år før han omkring 1950 opfandt eventyrlandet Narnia, havde han efter et halvt liv som højrøstet ateist fundet tilbage til den britiske statskirke, og historierne har ikke så lidt af den nyomvendtes demonstrative renfærdighed over sig.

På film er Lewis' korte, fokuserede børnebøger derimod, hvad der for tre år siden lykkedes rimeligt i den første film, blevet blæst op til kæmpeformat og overlængde À la, nå ja, ”Ringenes Herre”. Film nummer to, ”Prins Caspian”, er sågar delvis indspillet på New Zealand og har benyttet det samme specialeffekt-firma, hvad der flere steder mildt sagt godt kan ses.

Brøl, løve, brøl
Egentlig er ”Prins Caspian” den tredje bog i serien (hvis man regner forspillet ”Troldmandens nevø” fra). Den stærkt antimuslimske ”Drengen og hesten” har man dog åbenbart valgt indtil videre at springe over.

I slutningen af 1940'erne vender de fire engelske Pevensie-børn tilbage til Narnia, som nu er blevet erobret og undertrykt af de tilflyttede telmarinere, der alle sammen er sortsmudskede og taler med sydeuropæisk accent. Det gælder sågar også englænderen Ben Barnes som den flinke prins Caspian, som børnene skal hjælpe med at genvinde den trone, som hans onde, onde onkel Miraz har tilsveget sig.

Det går der så en del strejfen om i skovene og et par stort anlagte, i øvrigt ganske flot koreograferede slagscener med. Alt imens den store diskussion er, om man skal handle som selvstændige, frie mennesker eller vente underdanigt i fortrøstning og barnetro på, at den Kristus-lignende løve Aslan kommer tilbage og redder verden med et brøl og et kast med manken.

Mus og børn
De fire Pevensie-børn (William Moseley, Anna Popplewell, Skandar Keynes og Georgie Henley) er sammen med dværgen Warwick Davies og den engelske komiker Eddie Izzard (der lægger stemme til en fægtende mus!) temmelig alene om at tilføre noget, der ligner nuanceret skuespil.

På frihjul
Alt imens en håndfuld italienske karakterskuespillere muntrer sig på frihjul med at grimassere skurkagtigt, og Ben Barnes er så blegsottig en prins, at man ikke helt kan fortænke hans onkel i at ville bruge tronen til noget bedre.

Samtidig er tonen i filmen en underlig blanding af eventyr, søndagsskole, effektjageri og betydelig brutalitet. ”Shrek”-instruktøren Andrew Adamson genskaber også ved denne lejlighed Narnia ganske storladent og energisk, men det er svært at se, hvem - udover muligvis familier i det amerikanske bibelbælte - filmen egentlig tror, den henvender sig til.