Ema Thompson mener, at Audrey Hepburns fremstilling af Eliza var for putte-nuttet. Fotos: AP/Collage: UffeC
Emma Thompson giver ikke meget for Audrey Hepburn og agter at omskrive figuren Eliza i musicalen "My Fair Lady". Foto: AP
Audrey Hepburn i rollen som Eliza i My Fair Lady. Foto: AP
Den succesrige og ansete skuespiller og manuskriptforfatter Emma Thompson er kendt for at sige sin mening, og nu er det Audrey Hepburn, det går ud over.
Thompson er i gang med manuskriptet til et remake af Hollywood-klassikeren "My Fair Lady", der i 1964 havde Audrey Hepburn i hovedrollen som blomsterpigen Eliza.
"Hun kunne hverken synge eller agere", siger Emma Thompson, der bebuder, at den nye udgave af den klassiske musical vil blive meget anderledes end 1964-udgaven.
"Jeg blev lykkelig da jeg blev spurgt om jeg ville skrive manuskriptet. Efter at have kigget lidt på filmen, gik det op for mig, at der er behov for en ny version. Jeg er ikke vildt begejstret for den. Jeg finder Hepburn alt for tutte-nuttet," siger Emma Thompson til Reuters, og hun fortsætter:
"Filmens hygge-nygge sødme uden nogen form for bid, det er ikke lige mig. Jeg er sikker på, at hun var en pragtfuld kvinde. Hvis jeg havde kendt hende så havde jeg måske holdt mere af hendes skuespil, men det gør jeg ikke, og det er alt.
Det var Cecil Beatons design og Rex Harrisons spil, der gav filmen dens ekstraordinære kvalitet. Det er på høje tid at Elizas rolle nytolkes, for det er en fantastisk rolle."
I interviews med Hollywood Reporter og Variety siger hun, at Eliza i virkeligheden blev solgt til seksuelt slaveri af hendes far.
"Det er en meget alvorlig historie om udnyttelse af en kvinde, og dette finder stadig sted. Ja, OK, det er en vidunderlig musical, men vi må også se på, hvad det er den i virkeligheden fortæller verden."
Hvem der skal medvirke i filmen, er endnu ikke ganske afklaret, men det vides at Carey Mulligan er i forhandlinger om rollen som Eliza. Desuden er både Hugh Grant og Rupert Everett inde i billedet til de mandlige hovedroller.
Audrey Hepburn er en af de helt store Hollywood-ikoner og hun var nomineret til en Oscar fem gange. I 1954 fik hun en Oscar for sin rolle i "Roman Holliday".
Men - meget apropos Emma Thompsons kritik - så var det så-som-så med hendes sangstemme. Og det er faktisk ikke hende, der synger i "My Fair Lady", men sopranen Marni Nixon.
51-årige Emma Thompson vandt en Oscar som bedste kvindelige skuespiller i 1993. Den fik hun for rollen i "Howards End". For nylig fik hun en stjerne på Walk of Fame i Hollywood og hun har desuden tre britiske Bafta-priser.


