Me and Orson Welles

Me and Orson Welles

USA, 2008

Instruktion: Richard Linklater

1 time 49 min.

Premiere i dag i Cinemateket, København

Filmens bærende konstruktion er i det store og hele historisk korrekt:

I 1937 skulle den da 22-årige Orson Welles sætte Shakespeares tragedie ”Julius Cæsar” op på The Mercury Theatre i New York. Allerede da havde det unge tumultariske geni samlet en del af det hold, som siden skulle blive stamspillere i hans produktioner - Joseph Cotten for at nævne en enkelt.

Vi følger forberedelserne godt en uge frem til premieren, der blev en bragende succes: Publikum klappede vildt i over tre minutter, og anmeldelserne var begejstrede. Stykket blev spillet i moderne, abstrakt scenografi og med nutidige fascistiske kostumer.

»I am Orson Welles,« tordner det unge geni, når nogen irriterer ham. »I own this store.« Og forløbet får sin kolossale fascinationskraft i mødet mellem hans brillante og bombastiske instinkt for drama og teater og så en uopslidelig klassiker.

Via en 17-årigs øjne

Men forløbet anskues ikke fra hans synsvinkel. Skønt ung er den gådefulde mastodont uberegnelig og vulkansk i sit temperament og sin vælde, vilkårlig og hensynsløs.

Forløbet - og det er filmens kup og charme - ses med en 17-årige knægts øjne. Han hedder Richard (Zac Efron) og ved ikke rigtigt med sig selv, hvad han vil, men han kan spille og synge og drømmer om en karriere som skuespiller.

Ved et tilfældes optages han i Welles-ensemblet, hvor hans naivitet og umiddelbare tillidsfuldhed tørner sammen med de lidt ældres erfaring og beregning, egoisme og kynisme.

Især brænder han sig på Welles' sekretær (Claire Danes), en dejlig, energisk pige, men han brænder sig slemt.

Hun går i seng med ham, og straks tror han, at han har en girlfriend, men han kan tro nej. Hun skal videre op i systemet og benytter sig uden blusel og med en sær troskyldighed af sit erotiske potentiale til at komme videre.

Opgøret med Welles

Da Richard overfuser Orson, som også åbenlyst nyder godt af Sonjas frigjorte erotik, svarer geniet overbærende, for han ser i den unges lidenskab et kunstnerisk talent i flammer, og det er, hvad han har brug for i sin opsætning.

Men efter den succesfulde premiere fyrer han knægten råt og brutalt, men også fejt: Han lader Joseph Cotten føre kniven.

Den inderste hemmelighed og forklaring er, at Welles skønt verdensmand og autoritær, men charmerende og nærværende, i grunden er tom - han lever ikke i verden, men i kunsten, og forklarer Richard, at når de 90 minutter på scenen forløber, som han vil, da lever han, da er han virkelig (skønt altså uvirkelig).

I anstrengelserne for at opnå den sceniske eufori skyer han ingen midler, selv ikke de tarveligste. Således hører Richard ham sige til en anden, nøjagtigt hvad Welles har sagt til ham, ord, som har hensat ham i svimlende begejstring.

En grum pointe er det, at Richard selv genbruger de samme ord: Han er godt på vej væk fra sin umiddelbarhed og ind i kunstens løgn og løgnens kunst.

Det dobbelte menneske

Et sted hentydes der flygtigt til Orson Welles' i egne øjne bedste, men desværre oversete mesterværk, Shakespeare-filmen ”Chimes At Midnight” (”Falstaff”) fra 1965 om den tykke bulderbasse i nogle af de historiske skuespil, en charmør med dårligt ry, upålidelig, løgnagtig og fej, men også sprudlende af humør, jovial, barnlig, en fri ånd, som den evigt utilpassede og anarkistiske Welles kunne identificere sig med.

Det fremgår også af hans datter Chris Welles Feders nyligt udgivne (selv)biografi ”In My Father's Shadow” (”I min fars skygge”).

Set i lyset fra den film og Welles' senere liv og karriere foregribes det alt sammen i ”Me And Orson Welles”, der er en ædruelig hyldest til den store mand. Ædruelig fordi den opregner omkostningerne ved livet i kunsten og kunsten i livet. Det gør den til intelligent, tankevækkende og medrivende kunst - og den slags ser man ikke for tit.

PS: Filmen vises uden undertekster, men kan fås på dvd med danske undertekster.

Datterens bog har undertitlen ”A Daughter Remembers Orson Welles” og foreligger i både en engelsk og en amerikansk udgave.