Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Vicky Christina Barcelona | film.guide.dk

Vicky Christina Barcelona

Woody Allen har ladet sig inspirere af de franske instruktører Truffaut og Rohmer. Med den baggrund har han skabt sit helt eget, vidunderlige kunstværk.

Vicky Christina Barcelona

Amerikansk/engelsk

Instruktion: Woody Allen

1 time og 36 minutter

Premiere i Grand, Dagmar, Empire Bio, Gentofte, Lyngby, Cafe Biografen - Odense, Cinemax - Århus, Metropol - Århus + Aalborg, Vejle, Roskilde og Svendborg.

Tidligere har Woody Allen jævnligt hentet inspiration hos store europæiske filmkunstnere som Bergman og Fellini - så åbenlyst, at man genkendte mønsteret fra deres film i hans.

Denne gang fornemmes en frugtbar inspiration fra franskmændene Francois Truffaut og Eric Rohmer, uden at den dog tynger hans egen historie og gør den til en pastiche. Tværtimod! ”Vicky Christina Barcelona” har en egen splendid vitalitet og en solbagt visuel energi, der gør den til et vidunderligt kunstværk.

Men al kunst har - i det mindste nu om dage - anden kunst som forudsætning, og Woody Allens fascination af Truffaut - specielt ”Jules og Jim” (1961) - fornemmes dels i hans trekanthistorie: Her to kvinder og én mand, hos Truffaut én kvinde mellem to mænd, dels cykelturene, men først og fremmest i den fortæller, der gør overspringelser i handlingen mulige, så at den i hast og ubesværet bevæger sig fra den ene centralscene til den næste.

Fra Rohmer stammer den geometriske figuration, som han lagde til grund for sine ”moralske fortællinger” i overgangen fra tresserne til halvfjerdserne: En mand tiltrækkes af en kvinde, forlader hende for en anden og vender tilbage til den første. Desuden foregik Rohmers film altid i ferier, hvor - som han sagde - man ikke har noget at tage sig til og derfor let forvilder sig ind i kærlighedens labyrinter og forviklinger. Over dette ritual improviser Woody Allen, men i helt sine egne kadencer.

Sommer i Barcelona
To unge amerikanske piger skal tilbringe en sommer i Barcelona: Vicky skal færdiggøre en ph.d.-afhandling. Hun er mørk og målbevidst, velovervejet og forlovet med en amerikansk bankmand, ordinær, solid og borgerlig og uden sans for den magi, hun besættes af i Barcelona. Christina er blond og skal bare slappe af - efter et filmprojekt og måske en brudt kærlighedshistorie. Hun er usikker på sig selv, har et nysgerrigt erotisk vovemod, hun er famlende og lidt af en golddigger-type. I rollen er Scarlett Johansson perfekt: Sexet og sanselig, lad som en kattekilling.

I et kunstgalleri får pigerne øje på en mand, som får øje på dem. Han, Juan Antonio hedder han, har en ubesværet sanselig udstråling, en let sløret stemme og er uimodståeligt attraktiv. Han spilles af Javier Bardem, som her har samme uberegnelige mystik som hans morder i ”No Country for Old Men”. Uden forspil inviterer han de to piger på weekend i Orviedo - for at nyde god vin, god mad og sex. Netop den uforpligtede nydelse er et tvetydigt hovedtema i historien.

Vicky reagerer forarget og afvisende, men dog fristet, mens Christina pirres af udsigten til eksperimentet. De kommer af sted, Christina og Juan Antonio er tiltrukket af hinanden, men afbrydes, da hun bliver syg. I stedet tilbringer han natten med Vicky, der modstræbende falder for ham. Men han vender tilbage til Christina og de to oplever en ekstatisk, sansemættet kærlighed.

Slangen i Paradis
Men der er en slange i Paradis: Hans tidligere kone, Maria Elena (Penélope Cruz). Ubrydeligt er de to bundet til hinanden i opslidende tiltrækning og frastødning. Hun er en furie, både charmerende og skræmmende, måske historiens klogeste, men med morderisk temperament, der eksploderer som en håndgranat. Han, hun og Christina finder hinanden i en kortvarig harmonisk trekant, hvor alle tre elsker (med) alle tre. Det bliver dog Christina for meget - eller for lidt? Hvordan historien udvikler sig herfra skal ikke røbes, blot at Woody Allen har et imponerende sikkert greb om dramaet.

De to pigers navne indgår i titlen, ikke den tredje hovedpersons, Juan Antonio, men derimod Barcelona. Naturligvis fordi han er en personifikation af byen, af dens afslappede, næsten kælne sensualisme, dens boheme-liv og uforpligtet dyrkelse til erotikken i alle dens variationer - lige så ubesværet som at slentre rundt mellem byens fantastiske, svimlende arkitektur. Og Barcelona er filmet med hed forelskelse, som om den har forløst noget i den nu 72-årige instruktør, der dog fortæller med alderens eftertanke og antyder historiens omkostninger.

Mørk ring om historien
For er selve filmen en medrivende hengivelse til øjeblikkets nydelse i alle nydelsens aspekter, og er lyset i dens solglitrende billeder lige så blændende som erotikkens eufori, så ligger der dog en mørk ring uden om historien, dens efterliv - så at sige. For intet tyder på, at Juan Antonio og Maria Elina nogen sinde kommer fri af deres kvælergreb på hinanden, og hvor afslappet han end er, så lider han i svær grad af myoser. På et tidspunkt er ferien forbi, og hverdagen melder sig - for Vicky i form af et stabilt, men kedeligt ægteskab, hvor hun i en blanding af resignation og længsel kan mindes, hvad hun både fik og mistede i Barcelona. Christina - hvilken fremtid har hun? Uden retning i tilværelsen, uden indsigt i sin egne lidenskab, så at man - med beklagelse - må antage, at hun kommer til at repetere sin historie med større og større omkostninger, flere og flere og sjælelige skrammer.

Men Barcelona ville ingen af dem have undværet. Heller ikke jeg. Heller ikke Woody Allen, tror jeg, for byen bliver i hans optik til en ægte komedie med et forløsende letsind, sorgløs og bittersød, men med en næsten umærkelig indre anfægtelse, et af de mest helstøbte værker i hans nu 40 år lange karriere.

Anmeldelse af Far from the Madding Crowd

23-04-2015: Thomas Vinterbergs filmatisering af Thomas Hardys roman fra 1874 er ikke fejlfri, men den når glimtvist stormfulde højder. Læs artikel

Anmeldelse af To The Wonder

04-07-2013: Filmdrama: Terrence Malick imponerer med sit billedsprog, der dog tynges af en ualmindelig halvkvædet historie. Læs artikel

Anmeldelse: Elegy - Skønhedens magt

23-12-2008: Ben Kingsley og Penélope Cruz brillerer i jalousidrama. Læs artikel

Anmeldelse: Things we lost in the fire

17-01-2008: Originaliteten mangler i Biers første amerikanske produktion. Læs artikel

Anmeldelse af Enough Said

26-06-2014: Ualmindeligt velskrevet romantisk komedie har James Gandolfini i en af hans allersidste roller. Det er dog Julia Louis-Dreyfus, der for alvor gør indtryk. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...