Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Diplomati | film.guide.dk

Anmeldelse af Diplomati

Historisk drama: Hitler havde i 1944 beordret Paris jævnet med jorden inden de allieredes ankomst. Filmen om konfrontationen mellem den tyske kommandant og en svensk diplomat fortæller, hvorfor det ikke gik sådan.

Diplomati

Frankrig, Tyskland 2014

Instruktion: Volker Schlöndorff

1 time og 28 minutter

Premiere i 10 danske biografer.


»Brænder Paris?« skal Hitler have skreget, lige før de allierede befriede byen i august 1944. Han ville efterlade den som en rygende ruinhob. Sådan gik det ikke, og ”Diplomati” er et spændende og intelligent bud på hvorfor ikke.

Byens tyske kommandant var infanterigeneral Dietrich von Choltitz, der stik mod Der Führers ordre forhandlede med den franske modstandsbevægelse og reddede byen og dens indbyggere. Choltitz hørte åbenbart til de Wehrmacht-generaler, der så med skepsis på Hitler, og han skal siden have udtalt:

»Vi affandt os med alting og tog nazisternes nonsens alvorligt. Vi skulle have sagt: ”Til helvede med jer og jeres stupide nonsens.” Jeg vildledte soldaterne til at tro på det pladder. Jeg skammer mig enormt.«

Det kunne han jo sagtens sige bagefter, men han fik dog siden en fransk orden.

Generalen og konsulen

Filmen bygger på et skuespil. Den er tilegnet den fortjenstfulde amerikanske diplomat Richard Holbrooke og er en opvisning i diplomatisk taktik og konfrontation i mødet mellem Choltitz og Raoul Nordling, svensk konsul.

B971602626Z.1_20141015201733_000+GETGEA8R.1-0.jpg

Det er midt om natten mellem den 24. og 25. august 1944. Choltitz er vågen og energisk, men helbredsmæssigt svækket. I hovedkvarteret, et hotel, opsøges han af Nordling, som indfinder sig ad en hemmelig trappe – uden om vagtpersonalet.

Hårdtslående replikker

Nu følger en tvekamp mellem de to – et rasende kammerspil: Som tredjegenerationssoldat er Choltitz indstillet på ubetinget at parere ordre og gøre sin pligt. Nordling appellerer til hans moralske bevidsthed ved at foreholde ham det meningsløse i at myrde halvanden million civile og ødelægge den skønne by, hvor alle broer og betydningsfulde bygninger, selv Notre Dame, er mineret.

Dialogen er fængende, ikke ét overflødigt ord, replikker, der smælder imod hinanden og har punch, netop punch – for konfrontationen mellem de to mænd får karakter af en udmattende psykologisk boksekamp, hvor overtaget skifter ustandseligt, og begge har hårdtslående argumenter.

Vi holder naturligvis med Nordling, men mister aldrig forståelsen eller sympatien for den trængte Choltitz i hans samvittighedskonflikt mellem loyalitet mod sine ordrer og sin sympati for byen og Nordling.

B971602626Z.1_20141015201733_000+G7IGEEOF.1-0.jpg

Deres sproglige livtag er knugende, og vi følger det anspændt. Uvilkårligt glemmer man, at det er filmatiseret skuespil – også fordi billedsiden er så kompetent og afvekslende organiseret i nærbilleder af de to og halvtotal, når kameraet bevæger sig rundt i lokalet.

Højt kvalificeret skuespil

Vi ved jo, at Paris blev reddet, ligesom vi ved, at attentatet mod de Gaulle i Fred Zinnemanns ”Sjakalen” (1973) ikke blev til noget. Alligevel holder begge film tilskueren som i en skruestik. ”Diplomati” gør det, fordi de to kombattanter spilles så suverænt af højt kvalificerede skuespillere med perfekt replikbehandling og gestikulation.

Som Choltitz er Niels Arestrup en oplevelse, simpelthen! Tung, træt med et kamufleret mismod i de fyldige ansigtstræk med hængende kinder, udaset, snart lyttende, snart opfarende og dog med en magtfuld autoritet i sin udstråling. Vi har ikke set meget til ham, bedst husker jeg ham i samspil med Glenn Close i István Szabos fascinerende ”Mødet med Venus” (1981), men i Frankrig har han en betydelig prestige.

Som Nordling er André Dussollier den fuldendte diplomat, afmålt, men med uafviselig stædighed og brændende lidenskab, når konflikten spidser til. Heller ikke ham har vi set meget til, men han var dog med i Henning Carlsens ”En lykkelig skilsmisse” (1975) og har arbejdet tæt sammen med nybølgeinstruktørerne, Alain Resnais især.

Instruktøren Volker Schlöndorff er ikke nogen markant kunstner, men en driftssikker instruktør. Her har han præsteret en film, hvor hvert øjeblik er et besættende drama.

Anmeldelse af Det store stilehæfte – krigsdagbogen

16-04-2014: En seværdig ungarsk historie om et par halvvoksne tvillingedrenge, der klarer sig gennem krigens grusomheder ude på landet ved langsomt at forhærde sig fysisk og mentalt. Læs artikel

Anmeldelse: Captive

21-06-2012: Brillante Mendoza excellerer i kompromisløs realisme og har skabt en relevant og og dybt tankevækkende film. Læs artikel

Anmeldelse af Heli

08-05-2014: Drama: Dette trøstesløse mexicanske narkodrama rammer smertende rent. Læs artikel

Anmeldelse af Paradis - Håb

01-08-2013: Sidste afsnit i Ulrich Seidls Paradis-trilogi har ikke så meget kød på kroppen, som karaktererne har. Men selv en svag Seidl-film er seværdig. Læs artikel

Anmeldelse af Lys efter mørke

18-07-2013: Mexicanske Carlos Reygadas serverer poetisk og potent eksperimentalkunst. Det er formidabelt. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...