Public Enemy Number One (Part 2)

Public Enemy Number One (Part 2)

Frankrig, Canada, Italien, 2008

Instruktion: Jean-Francois Richet

2 timer 13 min.

Premiere 29. maj i Palads i København

Medieliderlig og opmærksomhedshungrende. Charmerende og galant. Afstumpet og brutal.

Den franske gangster over dem alle, Jacques Mesrine er det hele. Han vil egentlig gerne se sig selv som en slags Robin Hood, en oprører, der går imod det borgerlige, kapitalistiske samfund, og han stammer sig gennem en salgstale for sig selv, da han forklarer dem, der gider at høre på ham, at han blot røver banker for at underminere samfundet.

Men det er en stor fed løgn, for hans politiske idealer er bøjelige som et siv og er formet alene af tidsånden. Hverken publikum eller han selv kan fastholde billedet af den skurkagtige charmør, der udfordrer det bestående.

Han er mere en amoralsk anarkist, der stikker stjålne grunker i egen lomme for at få den ultimative frihed i et kapitalistisk samfund: Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå.

Uforbedrelig skurk

Filmen er anden del i eposet om gangsteren, der undslipper lovens lange arm igen og igen. Har man set et’eren, og det bør man for at få det fulde udbytte af kapitel to, så ved man, at Mesrine er en uforbedrelig skurk.

I del to får man understreget, at han er en renblodet psykopat. Og det er det kraftfulde portræt af denne Billy the Kid, der bærer filmen.

Ingen stuerene gangstere

Instruktøren Jean-Francois Richet holder tungen lige i munden og undgår at tegne et helteportræt, selvom man undertiden godter sig over Mesrines talegaver og evne til at afsløre de offentlige institutioners selvgodhed. Men som en dommer i filmen siger: Der findes ikke stuerene gangstere, kun gangstere.

Vincent Cassel er intet mindre end formidabel i sin fremstilling af Mesrine, og det er hans fysisk stærke spil, der fremkalder gåsehud langt ind i rulleteksterne.

Taget mange kilo på

Han har som en god method actor taget masser af kilo på til filmen, han lader håret gro og skægget stå, og både desperation og selvgodhed stråler ud af hans intense øjne. Det er en kraftpræstation man skal lede længe efter. Han portrætterer en mand, der er stjerne i sit eget realityshow, et talent, når det gælder at bruge medierne til sin egen fordel, men det er en medieliderlighed, der giver bagslag.

Han kan nemlig ikke tåle at blive kritiseret i selv samme medier, og det bliver hans undergang. Både moralsk og konkret. Det er et blodigt drama om en historisk figur i Frankrig, som har relevans for alle, der interesserer sig for menneskelig afstumpethed.