Evening

EVENING

USA, 2007

Instruktion: Lajos Koltai

1 time 57 min.

Premiere i Dagmar, København, Kinopalæet, Lyngby, Metropol, Århus og i Gentofte Kino.

Et hav af dygtige skuespillerinder befolker Lajos Koltais Michael Cunningham-filmatisering ”Evening”. I sygesengen ligger den eminente Vanessa Redgrave som filmens hovedrolle Ann, der er døende efter et langt liv.

Ved hendes side står døtrene Connie (Natasha Richardson, der i øvrigt er Vanessa Redgraves virkelige datter) og Nina (altid seværdige Toni Collette). Men i takt med at Ann begynder at tale i tåger om begivenheder og personer, som døtrene aldrig har hørt om, sættes moderens livshistorie i nyt perspektiv.

”Evening” former sig som et tidsmæssigt potpourri af nutidsskildringer fra sygelejet herunder både Anns fantasier og virkelighedens hændelser og tilbageblik til hendes ungdom, nærmere bestemt den aften, hvor hun mødte den mand, der i tilbageblik indtager rollen som hendes livs kærlighed.

Tragisk aften

Den unge Ann spilles af Claire Danes, der med ubesværet skønhed, humor og vid giver rollen troværdighed. Hun er på landet hos rigmandsveninden Lila og hendes fordrukne bror Buddy for at fejre Lilas ulykkelige bryllup. Her møder hun smukke Harris, som både Lila og Buddy er småforelskede i. Harris derimod kaster sin kærlighed på Ann, der gengælder følelserne. Men der er mange følelser i klemme og aftenen ender lige så tragisk som forholdet mellem Ann og Harris.

Koltai forsøger tydeligvis med ”Evening” at skabe et match til Stephen Daldrys Oscar-succes ”The Hours”, der også var baseret på en Michael Cunningham-roman. Men det lykkes ikke. Filmens personer bliver aldrig rigtig interessante, og ambitionen om at knytte de forskellige kvindeskæbner sammen glipper. Alle spiller glimrende (af de ikke nævnte må fremhæves Meryl Streeps datter Maggie Gummer som den unge Lila), og det er for skuespilpræstationerne, man skal se filmen, og ikke for historien. Det lader heller ikke til, at Koltai helt har begreb om den komplicerede størrelse af filmatisere litteratur. I hvert fald virker meget af det opstyltet og villet kunstnerisk.

På alle tangenter

På lydsiden spilles der bogstaveligt på alle tangenter og violinstrenge, så man til tider føler sig følelsesmæssigt manipuleret til at leve sig ind i den ikke videre interessante historie. At Koltai oprindeligt er filmfotograf er tydeligt, da der i allerhøjeste grad er tænkt i billeder, der er smukke, men ikke nok til at løfte filmen op over det middelmådige niveau.