Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:

Lille soldat

Annette K. Olesens nye film "Lille soldat" er bedre som personskildring end som samtidsbillede. Trine Dyrholm viser atter sin store spændvidde som skuespiller.

LILLE SOLDAT

Danmark, 2008

Instruktion: Annette K. Olesen

1 time, 40 minutter

Sidst Trine Dyrholm kunne ses på det store lærred, var i Pernille Fischer Christensens ”Dansen”, hvor hun spillede en naiv og sødmefyldt danselærerinde med dådyrøjne. Det er en noget andet side af den dygtige skuespillerinde, der kommer frem i ”Lille soldat”, der endnu en gang vidner om Trine Dyrholms utrolige spændvidde som skuespiller.

Escort-chauffør
I ”Lille soldat” spiller Trine Dyrholm den hårdkogte soldat Lotte, der vender hjem fra Irak. Vi hører ikke nærmere om hendes krigsoplevelser, men det er rimeligt at antage, at hun er mærket af krigens hårdhed.

Hjemme venter far (Finn Nielsen), der tilbyder Lotte et job som chauffør i sin escort-service, som han kører ved siden af sit vognmandsfirma. Chaufførerne plejer at være mænd, men Lotte er jo også næsten en mand. Alligevel er faderens nye kæreste, nigerianske Lily (Lorna Brown), ikke helt tilfreds med ordningen.

Som chauffør bliver Lotte et tavst vidne til Lilys hverdag, der handler om at tjene penge til at sende hjem til datteren, som hun ikke har set i årevis, og Lotte bliver grebet af en trang til at beskytte Lily og hjælpe hende hjem til Lagos. Men vil Lily hjælpes? Og hvad er Lottes egentlige motiver bag redningsaktionen?

To pansrede piger
”Lille soldat” rummer flere fortællinger i én film. Fortællingen om, hvad krig gør ved mennesker - på begge sider af kamplinien - og fortællingen om fattige afrikanske kvinder, der - måske, måske ikke - er ofre for menneskehandel.

Figurerne Lotte og Lily spiller fint op mod hinanden; den overpyntede escortpige og den maskuline kampkvinde synes umiddelbart så forskellige, som tænkes kan, men begge er pansrede piger med sår på sjælen.

Overbevisende drama
Instruktør Annette K. Olesen har sans for at behandle samfundsrelevante emner (hun har tidligere behandlet indvandring i ”1:1” fra 2006), men som helhed fungerer ”Lille soldat” bedre som personskildring end som samtidsbillede.

Filmens mest overbevisende drama ligger således i far-datter-forholdet. Scenen, hvor Lotte hopper op på sin fars ryg for at få en ridetur, viser, at hun ikke kun er ”fars hårde negl”, men også er en lille pige med brug for en fars omsorg. Deraf også filmens kobling mellem barsk og barnlig i titlens reference til børnesangen ”Tre små soldater”: ”?de vendte hjem fra krigen, og bum-bummelum...”

Har du kommentarer til guide?

Galleri: Drama

Mest læste på film.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...
SponsorlinksAnnonce
TekstlinksAnnonce