Tobias Lindholm (tv.), Thomas Vinterberg og Morten Kaufmann deler prisen fra Nordisk Råd for "Submarino". Foto: Nordisk Råd
Blandt de øvrige nominerede til prisen var "Miesten Vuoro" fra Finland, "The Good Heart" fra Island, "Upperdog" fra Norge samt "Metropia" fra Sverige, men Danmark løb altså med prisen.
Thomas Vinterberg har instrueret filmen og deler prisen og pengene med manuskriptforfatter Tobias Lindholm og producer Morten Kaufmann.
"Submarino" er en mørk og socialrealistisk fortælling om to brødre, hvis yngre, spæde bror dør i deres varetægt, da de er børn. Moderen er for alkoholiseret til at tage sig af sine børn, og hændelsen kommer til at præge de to brødre i deres voksne liv.
Nordisk Råd begrunder valget således:
”Submarino er en barsk men også dybt rørende historie om to brødre knyttet sammen af en skæbnesvanger barndom. Filmen er et komplekst kunstværk med en stilsikker instruktion og et stærkt manuskript, der giver os et indsigtsfuldt billede af menneskelivet”.
Thomas Vinterberg benyttede lejligheden til at takke forfatterne bag romanen Jonas T. Bengtsson ved et online-pressemøde, hvor man kunne skrive spørgsmål til de tre vindere.
"Jeg er beæret. Jeg opfatter ikke blot prisen som en påskønnelse af os bag "Submarino", men af dansk film generelt," sagde han.
Prisen overrækkes til de tre vindere ved Nordisk Råds efterårssession i Reykjavik den 3. november.
Prisen er tidligere tilfaldet blandt andre Per Flys "Drabet" (2005), Peter Schønau Fogs "Kunsten At Græde I Kor" (2007) og Lars Von Triers "Antichrist" (2009).
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



