Anmeldelse: Niceville

Drama

Niceville

USA, 2011

Instruktion: Tate Taylor

2 timer 26 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Da Kathryn Stockett havde skrevet sin roman ”The Help”, der på dansk er udgivet som ”Niceville”, var der ikke noget forlag, der havde ville udgive den. Hendes barndomsven og filminstruktør Tale Taylor var dog så begejstret for bogen, at han købte filmrettighederne til den, men inden han nåede at gøre alvor af sit filmprojekt, havde romanen fået et forlag bag sig og via word of mouth en uventet bestseller-succes.

Historien om bogen, der på trods af hårde vilkår har fået en plads i bogverdenen, er næsten allegorisk for romanens indhold, om end på et andet og selvfølgelig langt mindre historisk niveau. For ”Niceville”, både roman og film, fortæller historien om, hvordan man mod alle odds kan rejse sig og opnå succes.

Det lyder som et eventyr, og sådan føles det desværre også alt for ofte i filmen, der har taget alle klicheer fra mainstreamfilm om raceproblemer og rystet dem godt sammen. Er man fan af Spike Lees filmfortællinger om de sortes vilkår i USA gennem tiden, så er ”Niceville” nok ikke lige sagen.

Men på trods af det manglende mod til at vise et rigtigt råt og realistisk virkelighedsbillede, så er der stadig meget at komme efter. ”Niceville” smager nemlig som et stykke lunt æblepie på terrassen en sensommereftermiddag (og ikke som den chokoladetærte, der bliver serveret i filmen!).

Daglige ydmygelser

Handlingen udspiller sig i Jackson, Mississippi i 1960'erne. Her overlader de rige fruer deres husholdning og børn til deres sorte hushjælp. Der er nok gang i borgerrettigheds-kampen andre steder i USA.

I Jackson går de hvide koner mere op i at beskytte deres børn mod de særlige sygdomme, som de sorte angiveligt bærer med sig, hvorfor hushjælpen ikke må benytte husets toilet. Det er en af de mange uhyrligheder som den sorte hushjælp udsættes for. Daglig ydmygelse er på menuen.

Da den friske, unge Eugenia ”Skeeter” (Emma Stone) vender hjem til byen efter at have afsluttet sin universitetsuddannelse, ser hun på raceadskillelsen og racediskriminationen med andre øjne, end da hun forlod byen.

Hun vil gerne være forfatter, og hun sætter sig derfor for at skrive en bog, der fortæller om livet i Jackson fra den sorte hushjælps synspunkt. Det er ikke et ufarligt projekt, for hverken Skeeter eller de sorte kvinder, der overtales til at deltage i projektet. Men ud skal historien om undertrykkelsen.

Foden i døren

Filmen er indpakket i en voice over af Aibileen (Viola Davis), der også arbejder som hushjælp hos. Aibileens veninde Minny (Octavia Spencer), der arbejder hos den frygtelige Hilly Holbrook (Bryce Dallas Howard), kommer til at spille en stor rolle for både Aibileen og bogprojektet, da hun er den første til for alvor at sætte foden i døren og kræve, at hun bliver ordentligt behandlet.

Især Minny-karakteren kommer til at virke karikeret. Hun mangler blot at ryste hovedet og en pegefinger foran ansigtet, mens hun muggent siger »mm mm mm«, for at være taget ud af et Oprah Winfrey-show.

I det hele taget er det svært at sluge den tykke beskrivelse af den værdige, vise og kærlige sorte og den nævenyttige, forkælede og onde hvide.

Hvis man vil gøre op med racefordomme, skulle man måske begynde at kigge sine egne lidt i sømmene. Det ødelægger ikke filmen væsentligt, især fordi skuespillet fra både Stone, Davis og i sær Bryce Dallas Howard er godt, i sidstnævntes tilfælde skingrende godt, men det lægger en dæmper på den retfærdige harme, som man potentielt kunne forlade biografen med.