Hævnen

Hævnen

Danmark, 2010

Instruktion: Susanne Bier

1 time og 53 minutter

Premiere i dag i biografer landet over

Dansk dramas ukronede dronning hedder Susanne Bier. Hun kan varme op under de store følelser, og når hun er bedst, er hun som her: decideret eminent.

Det er de gode, der græder, og de onde, der griner i Susanne Biers nye drama ”Hævnen”.

Og det uanset om vi er blandt drengene i skolegården, på havnen med bryske bilmekanikere eller med læger uden grænser i Afrika.

En film, som handler om godt og ondt, rigtigt og forkert - men hvad er egentlig det? Er det med godt eller ondt, at ondt skal fordrives?

TV: Se traileren til Hævnen

Mobbe-offer

Et underliggende tema om svigt og sorg giver dybde til fortællingen - og som altid hos Bier, ser vi nærmere på vores familier og det at kende hinanden.

Elias er 12 år og går med bøjle. At det lige er ham, der er mobbe-offer i skolen skyldes mest af alt, at han ikke tager til genmæle - empatisk opdraget, som han er.

"Rottefjæs," skriger klassekammeraterne og pifter hans cykel, mens han passivt slæber cyklen hjem og raser ud på sin mor med stort M (Trine Dyrholm).

Christian er 12 år og ny i Elias' skole. Han er mørk og indelukket, kommer fra England og har netop mistet sin mor.

Mangler en ventil

Christian mangler en ventil til sin ophobede sorg, vrede og frustration og bliver derfor hvidglødende af raseri over de stærke, der tramper på de svage.

Christian vil gå langt for at straffe de onde, og Elias vil gå langt for at følge ham, der endelig er blevet hans ven.

TV: Se klip fra optagelserne til Hævnen

Vold avler vold

Anton (Mikael Persbrandt) står for det (dum)gode. Han er far til Elias, humanist og arbejder for læger uden grænser. Han er billedet på en altruistisk mand, der i sin jagt for at redde verden, glemmer at redde de nære - og en utroskab har splittet familien derhjemme.

Men mennesker er jo bare mennesker. Vi siger ét og gør noget andet.

Bundet af lægeløfte

Moralsk (ikke juridisk) er Anton bundet af sit lægeløfte og hjælper (til de lokales fortrydelse) en syg despot i Afrika. Situationer vendes på hovedet, og der stilles skarpt på fin retorik over for aktiv aggression.

Derhjemme opdager de voksne, at Christian og Elias har gang i ulovligheder. Christians far Claus (Ulrich Thomsen) forsøger at forklare voldens håbløshed med ordene:

»Så slår du, så slår han, så slår du? Det er sådan, der kommer krig her i verden.«

Men sønnike er bedøvende ligeglad - for hvordan får man ellers respekt i et barbarisk børnelandskab?

Fremragende drenge

Mobning og vold synes at være de store temaer i danske film i disse år, som et kollektivt opråb om tolerance og forståelse.

Dramaet er opbygget i flere lag - båret af fint tegnede personlige tragedier og pletfrie præstationer.

¨Men det er de to børneskuespillere - Markus Rygaard og William Jøhnk Nielsen - der er decideret fremragende. De står i midten som lyset og mørket, og som et symbol på det håb, vi alle lever efter.

Replikker falder naturligt

Replikkerne falder naturligt og vidner om det til stadighed frugtbare samarbejde mellem Anders Thomas Jensen og Susanne Bier.

Visse scener bliver for pittoreske, som da Anton sidder med sine to sønner og kigger ud over de fynske marker og ikke et græsstrå bøjer sig forkert.

Andre går tæt på det parodiske, som det Fedtmule-fjogede lærerpar, men har effekt som besk kommentar til passiv deltagelse.

Bier er kendt som en kvinden, der kan håndtere, beskrive og vise de store følelser, så det rammer solar plexus - og uden at ryste på hånden, har hun gjort det igen.