Madmoiselle Chambon

Madmoiselle Chambon

Frankrig, 2010

Instruktion: Stéphane Brizé

1 time 41 min.

Premiere i dag i Gloria i København

Der er noget blidt og forsigtigt, næsten prøvende over karakterer og stemning i Stephane Brizés nye film ”Madmoiselle Chambon”, som baserer sig på en roman af Eric Holder. Det beskedne anstrøg får effekt som påmindelse om nogle hengemte menneskelige egenskaber, som man bestemt ville ønske var mere fremtrædende.

I første scene ser vi alt. Vi ser en murer: Jean (solidt serveret af Vincent Lindon), der med en massiv hammer pulveriserer en betonvæg i et hus. Symbolikken nærmer sig det overgjorte, da han kort efter har et skæbnesvangert møde med sin søns skolelærerinde den kønne frk. Chambon (sårbart portrætteret af Sandrine Kiberlain).

Den rastløse lærerinde

Jean er gift med en yndig kvinde og lever et simpelt og stille, men på ingen måder utilfredsstillende liv. Frk. Chambon derimod er ensom. Og rastløs. Hun rejser rundt i Frankrig og underviser på forskellige skoler, men kun for et år ad gangen.

Jean kommer uforvarende til at pirke til frk. Chambons længsel om et blivende sted, da han foran sin søns klasse solidt og mandigt fortæller om glæden ved at bygge hjem til andre mennesker. Og skolelærerinden kommer mindre uforvarende til at pirke til en hengemt længsel hos Jean, da hun byder ham hjem til et vindue, der driller.

Med gryende interesse ser de hinanden an, og Jean påvirkes dybt af skolelærerindens generte Edward Elgars violinspil, ”Salut d'Amour”. Hvad der begynder som sjælssympati forvandler sig til et jordskred for dem begge.

Uden de store ord

Det lyder voldsomt, men iscenesættes uden de store ord, mere som en stille hvisken i pauserne, og det er faktisk en behagelig lyd. Som dansk publikum nikker man tilfreds og indforstået over koden i plakaten af Wilhem Hammershøi, der hænger på frk. Chambons køkkenvæg.

Ud over ensomhed kredser Stéphane Brizé i flere af sine film om emnet vækkelse. Ikke i religiøs forstand, men det at vågne og leve rigtigt i sit eget liv.

I hans særdeles seværdige film ”Ikke her for at blive elsket” (2005) lykkes det uforglemmeligt - og uden at være helt på samme højde er også ”Madmoiselle Chambon” en fin kvalitetsbevidst fortælling.