Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af The Bling Ring | film.guide.dk

Anmeldelse af The Bling Ring

Drama: Med sin nye film tegner Sofia Coppola et forstemmende billede af en overfladisk ungdomskultur, hvor anger er erstattet af et hult håb om at klatre et skridt længere op ad kendistrappen.

The Bling Ring
USA, England, Frankrig, Tyskland, Japan, 2013
Instruktør: Sofia Coppola
1 time og 30 minutter
Premiere i dag landet over
 

Det er en kendt sag, at virkeligheden kan være stranger than fiction; at realiteterne kan udfordre og overskride selv fantasiens gængse grænser.

Et sådant tilfælde er ”The Bling Ring” af Sofia Coppola, der efter filmiske pragtpræstationer som debutfilmen ”The Virgin Suicides” (1999), den mesterlige ”Lost in Translation” (2003) og senest den apatiske LA-drøm ”Somewhere” (2010) næppe længere behøver at blive introduceret som sin fars datter.

I ”The Bling Ring”, der utvivlsomt vil komme til at stå som en coppolask bagatel, leger Sofia Coppola ikke så meget med sit filmsprog, som hun har gjort i tidligere film, men den lakoniske stil, der mimer reality-tv-formatet i både opbygning og stilistik, er en af filmens pointer, om end den ikke synes så elegant som nogle af hendes tidligere bedrifter.

Sandfærdig historie

”The Bling Ring” er baseret på en usandsynlig, men ikke desto mindre såre sandfærdig historie, som blev bragt i Vanity Fair i marts 2010 af forfatteren Nancy Jo Sales under overskriften ”The Suspects Wore Louboutins” (frit oversat til ”De mistænkte bar Louboutin-sko”).

Artiklen handlede om en gruppe unge fra Los Angeles, der blev anholdt efter at have begået flere millionindbrud i celebre Hollywoodstjerners – som Paris Hilton, Lindsay Lohan og Orlando Bloom – private hjem. Ikke udelukkende bling

Denne historie blev Sofia Coppola angiveligt og forståeligt så fascineret af, at hun besluttede sig for at omsætte den til film, bevidst om at bibeholde de impliceredes ofte vanvittige interviewudsagn og bruge dem så loyalt som muligt, hvilket giver filmen netop den utilslørede ungdommelige naivitet og idioti, som den ikke kunne leve foruden.

Tilflytteren Mark (Israel Broussard) bliver overlykkelig, da han allerede den første dag på sin tvivlsomme nye skole bliver antastet af den smukke Rebecca (Katie Chang), der instinktivt tager den nye fyr under sine vinger og introducerer ham til sine lige så heftige veninder; en flok snotforkælede møgunger, der har blæst den sidste snert af realitetsfornemmelse ud med kokain og sprut. De kommer på de smarteste Hollywood-natklubber og stræber efter de kalorielette stjerners tinder.

Live fast, die young

Da Rebecca en dag introducerer ideen at bryde ind i Paris Hiltons hus, følger vennerne med. Det viser sig at være let som ingenting, så pludselig bliver celebrity-røverierne vennernes varemærke. På sociale medier kan de lynhurtigt finde ud af, hvem der er udenbys hvornår, hvor stjernerne bor, og hvordan man lettest kommer derhen. De pynter sig med stjålne fjer som Birkin-tasker, Louboutin-stilletter og ægte bling i kædevis til de tordnende toner af M.I.A.’s ”Live fast, die young, bad girls do it well”. Hvis imitation virkelig er den fineste form for smiger, så er der her tale om leflen i verdensklasse, og da de ikke opdages, kan det vel lige så godt fortsætte. Indtil de behændigt afsløres på Orlando Blooms overvågningskamera.

Så kunne man tro, at fanden ville være løs i Laksegade eller på Rodeo Drive, men det synes ikke at være tilfældet. For i takt med at de unge bliver opdaget og afhørt af politiet, opnår bling ring-banden – som de hurtigt blev døbt i pressen – en ny form for berømmelse, som er om muligt endnu mere surrogatagtig end den, som deres idoler lever højt på.

En tabt generation

Sofia Coppola skildrer med ”The Bling Ring” en hyperoverfladisk ungdomskultur, der er kørt helt af sporet, og filmen er på mange måder et skræmmende bekendtskab. Instruktøren kan noget ganske særligt med unge skuespillere, og hun formår – ikke mindst med Emma Watsons forbilledligt hjernedøde Nicky, der med sin alt for opbakkende mor udtaler sig om karma til pressen – at fremstille disse unge mennesker, der med himmelvendte øjne helt uden tøven giver fingeren til samfundet i øvrigt, som om de var fra en anden planet.

Sofia Coppola har besluttet at bevare interviewformen i filmens konstruktion, og det giver selvfølgelig mening i understregningen af sandfærdighedsmomentet i fortællingen, men filmisk virker det tungt. Alligevel er ”The Bling Ring” et mere tankevækkende og rendyrket hult (hvilket her skal forstås i ordets mest positive, hvis en sådan findes, forstand) portræt af forkvaklet ungdomskriminalitet, end Harmony Korines selvforelskede riffelonani i ”Spring Breakers”, der havde dansk premiere tidligere på året.

”The Bling Ring” er nemlig så overfladisk, at den nærmest bliver dyb.

Anmeldelse af The Grand Budapest Hotel

26-03-2014: Anmeldelse: Wes Andersons farce er en allegori om Mellemeuropa og fascismens gennembrud, men også en kulørt historie om en concierge af den gamle skole og hans trofaste følgesvend. Læs artikel

Anmeldelse: Captive

21-06-2012: Brillante Mendoza excellerer i kompromisløs realisme og har skabt en relevant og og dybt tankevækkende film. Læs artikel

Anmeldelse af Heli

08-05-2014: Drama: Dette trøstesløse mexicanske narkodrama rammer smertende rent. Læs artikel

Anmeldelse af Bogtyven

04-04-2014: En ung pige trodser nazismens intellektuelle formørkelse i lidt for sødladen krigsfilm. Læs artikel

Anmeldelse af Paradis - Håb

01-08-2013: Sidste afsnit i Ulrich Seidls Paradis-trilogi har ikke så meget kød på kroppen, som karaktererne har. Men selv en svag Seidl-film er seværdig. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...