Kujoner

Kujoner

Spanien, 2008

Instruktion: José Corbacho og Juan Cruz

1 time 29 min

Premiere i Vester Vov Vov, København, Øst for Paradis, Århus og Biffen, Ålborg

Den 14-årige Gaby er rødhåret og bliver kaldt gulerod i skolen af en flok drenge anført af den kække Guille. Men de nøjes ikke med at plage Gaby med ord, også tæsk og tyveri er hverdagsforeteelser, og der er ikke noget at sige til, at den rødhårede dreng ikke rigtig har lyst til at gå i skole.

Men i stedet for at sige noget til sine forældre, vil han selv tage affære, stærkt inspireret af den lokale pizzamand. ”Øje for øje, tand for tand” lyder hans mantra, og sådan på gammeltestamentlig vis skal problemerne løses.

Det siger næsten sig selv, at det ikke kommer til at gå smertefrit for sig, og filmens instruktører har da også mere på hjerte end løsningsforslag til ondskabsfuld skolemobberi.

Mobberens far

Titlen ”Kujoner” hentyder nemlig til alle omkring Gaby, især forældrene, der ikke griber ind, selvom de ved, hvad der er på spil.

Guilles overklassemor, der rent faktisk virker som om, hun har en samvittighed, opdager den cybermobning, hendes søn udsætter andre for, men forstår intuitivt, at kimen til ondskaben stammer fra hans far, altså hendes egen mand, og den indsigt skræmmer hende.

Gabys far er i konstant fare for at blive fyret fra sit arbejde, selvom han ironisk nok lever af andres frygt. Han installerer alarmer.

Sådan forsøger instruktørparret at hæve diskussionen om angsten for tilværelsen fra skolegårdsniveau til samfundsniveau, men den bliver aldrig til en eksistentiel indsigt, fordi Corbacho og Cruz er alt, alt for optagede af at pointere og understrege deres kritik af samtidsånden.

Så fokuserede er de på deres filosofiske program, at de rent overser, at der er boomstang i billedet op til flere gange, at twists i fortællingen fører til fjollet og uhensigtsmæssig forvirring, og at de gode skuespillere, de har at gøre med, ikke kan forløse deres talent til fulde, når de ikke kan få at vide, om de skal gå til højre eller venstre.

Stilen er realistisk, skuespillerne er, også de unge, råt overbevisende, og ideerne er gode på manuskriptplan. Men som film fungerer ”Kujoner” som fod i handske.