En sky for solen

DRAMA

HÅBETS LAND

JAPAN, 2012

Instruktion: Sion Sono

Spilletid: 2 timer og 14 minutter

Premiere den 12. september i Empire,

Gloria, Vester Vov Vov, Øst for Paradis, Biffen i Aalborg, Cafe biografen Odense, Nicolai Bio Kolding, Holbæk, Ishøj Bio, m.fl.

Nagashima. Det hedder byen, der i filmen bliver ramt af et atomudslip, efter et jordskælv har forårsaget ødelæggelser af et nærliggende atomkraftværk. Der findes ingen by i Japan med det navn, men virker det alligevel bekendt, skyldes det, at instruktøren Sion Sono har leget med en sammensmeltning af bynavnene Nagasaki, Hiroshima og Fukushima. Det er som bekendt alle byer, der har været udsat for atomstråling – henholdsvis i 1945 0g 2011.

Selvom de tre katastrofer ikke er helt sammenlignelige, vil Sono tydeligt slå en pointe fast. Det gør han endog meget grundigt gennem den over to timer lange film, der har et tydeligt samfundskritisk ærinde. Japanerne skal gå et skridt ad gangen, bliver det sagt i filmen, og her manes til en national tålmodighed, der nødvendigvis må stå i kontrast til den hurtige modernisering, der fandt sted i Japan efter Anden Verdenskrig.

Bidsk kommentar

Da katastrofen rammer Nagashima, deles byen i to dele. En sikker og en usikker del. Grænsen, der markeres med gult plastikbånd virker absurd arbitrær, og er en bidsk kommentar til de japanske myndigheders måde at håndtere kriser på. På tv spredes eskapistiske budskaber, virkeligheden skal fortrænges med påklistrede smil.

Det gamle par Yasuhiko og Chieko bor klods op og ned ad grænsen, på den sikre side. Og de nægter at flytte fra byen, selvom deres søn presser på for, at de skal følge med ham og hans kone. Da konen opdager, at hun er gravid, bliver hun besat af at undgå stråling og kapsler sig inde i noget, der minder om en rumdragt. Til stor moro for hendes omgivelser og til skam for hendes mand. Der er nemlig en skrap social kontrol i det japanske samfund, og den bliver der også givet et par hug til af Sono, der er blevet beskrevet som en punkpoet, der overrasker her ved at lave en atypisk nedtonet film.

Tiden trækkes ud

Dog er det en noget melodramatisk realisme, han har kastet sig over. Selvom det er åbenlyst rørende, når det ældre par mindes, griner og danser rundt om hinanden i en livslang indstuderet hverdagsrytme, er der også lange sekvenser, der alene synes at trække tiden og pointerne ud – især når det yngre par er i fokus.

Gammelkendt tematik

”Håbets land” præsenterer også en gammelkendt tematik i japansk film, nemlig konflikten mellem den ældre og den yngre generation. Sådan så man det i filmmesteren Ozus film, og sådan ser man det stadig i f.eks. Hirokazy Koreedas film. Det er brydningen mellem det gamle og det nye, mellem traditioner og modernitet som har farvet fortællinger om Japan siden Anden Verdenskrig.

Der er siden dengang uddelt kritiske og/eller kærlige klaps til amerikanernes indflydelse på samfundet og kulturen. Her antydes ”det typiske amerikanske” i den melodramatiske, ja nærmest bombastiske tone især mod filmens slutning. Det er ikke ubetinget rart, men filmen som helhed giver klart muligheden for, at et biografpublikum kan få en god oplevelse med denne kritiske beretning fra Håbets land.