ELIZABETH
- THE GOLDEN AGE
England/Frankrig, 2007
Instruktion: Shekhar Kapur
1 time, 54 minutter
Premiere i 59 biografer over hele landet.
Man forstår udmærket, at instruktør Shekhar Kapur har haft lyst til at fortsætte historien om dronning Elizabeth I, der regerede England i anden halvdel af 1500-tallet. Men ofte bliver 2'eren en light-version af 1'eren, og det er, hvad der sker med ”Elizabeth - The Golden Age”.
Filmen fortæller om den anden halvdel af Elizabeths regeringsperiode - en tid, da Spanien som Europas stærkeste rige førte religiøs krig mod de protestantiske nationer, England inkluderet. Også indefra var Elizabeth trængt af de mange katolikker, der sympatiserede med den spanske konge. Filmen skildrer disse problemer og forsøger samtidig at give et billede af dronningens indre dæmoner, som inkluderer en ætsende ærgerlighed over ikke at kunne kaste sig i den rå og ubarberede Walter Raleighs arme, når man har lovet sin krop og sjæl til England.
Pragtfulde kjoler
”Elizabeth - The Golden Age” er et pragtfuldt sætstykke, der i lighed med 1'eren gør fortiden spillevende for tilskuerens øjne. Belysningen er modig og autentisk, tableauerne hårde, nøgne og protestantiske, og Cate Blanchetts mange kjoler er fuldstændig overdådige i fed silke, brokade og broderier. Blot holder filmen samlet set ikke standarden fra 1'eren.
Hvor den første film var et pragtstykke af et drama med sitrende nerve og en stor grad af historisk nøjagtighed, er anden del af historien noget mere skematisk og sjusket fortalt. Flere steder ligger dialogen pinligt tæt på en Danielle Steel-roman, det storpolitiske spil reduceres til ligningen England = godt, Spanien = skidt, og anden halvdel af filmen drukner i sørøverier og en ufrivilligt komisk scene, hvor dronningen drager i krig i fuldt ornat som en anden Jeanne d'Arc. Det skal nævnes, at i 1585, hvor filmen skal forestille at foregå, ville Elizabeth være godt oppe i 50'erne... Men altid gode Blanchett og hendes medspillere samt det lækre production design holder akkurat filmen oven vande.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



