Milk

Milk

USA, 2008

Instruktion: Gus van Sant

2 timer 8 min.

Premiere i dag i en halv snes biografer landet over

I begyndelsen er han sky og fylder 40 år uden nogen rigtig tilfredshed med sig selv og sit liv. På en undergrundsstation i New York møder han en ung, næsten engleagtig smuk mand, Scott, og kommer i lag med ham. Derved forløses der noget i den lidt stive, pæne, kultiverede forsikringsmand, Harvey Milk.

Han springer ud som bøsse og sammen flytter de to i 1972 til bøssernes paradisiske reservat, San Francisco. De to får heldet med sig i det spraglede kvarter, Castro, hvor livet leves frit i letsind og seksuel eventyrlyst.

Kommer i byrådet
Det er før aids-epidemien. Men modstanden melder sig: En hellig popsanger agiterer landsdækkende for Gud og familie og vil nægte bøsser rettigheder af nogen art, og en californisk senator vil smide homoseksuelle lærere ud af skolerne.

Milk, der er velformuleret, afslappet og en stor humorist, melder sig som kandidat til områdets byråd og vælges i tredje omgang. Med sin afslappede charme, sin elegance (altid habit og slips), sin slagfærdighed - og sin humoristiske selvironi som bøsse: »Jeg lod mine højhælede blive hjemme i dag« - vinder gehør, får succes og bliver bøssernes leder i kampen for retten til at leve som andre og uden skam.

Ender i mord
Yderst velovervejet undgår instruktøren, Gus Van Sant, at puste historien op til en helgenlegende. Med største omhu fremmaner han en stemning af autenticitet i både miljøskildringen, selv om bøsserne er lige lovlig flinke og glade alle sammen, og i genskabelsen af den historiske epoke.

Således bruger han samtidige optagelser - sort-hvide - der viser myndighedernes systematiske brutalitet over for byens bøsser. Straks i begyndelsen lader han i en samtidig optagelse byrådets præsident meddele mordet på Milk og byens borgmester.

Vi ved altså, hvordan historien ender. Derved opnår van Sant to fordele: Dels spændingen om vejen hen imod Milks tragiske endeligt, dels muligheden for at standse op og fordybe sig i miljøet og karakteristikken af aktivisterne.

Generationens største
Hvad der frem for alt, i omtrent hvert eneste billede, taler til følelserne og gør historien tankevækkende og medrivende er Sean Penns spil som Milk. Det er ikke kun en åndløst suveræn, intellektuelt og emotionelt engagerende præstation, det er acting på allerhøjeste niveau.

Selvfølgeligt og uafviseligt fornemmer man, at sådan, netop sådan må Milk have været, tænkt og handlet. Man bliver hans ven og fortrolige.

Efter sin indsats i Eastwoods ”Mystic River” (2003) og utallige andre film helt tilbage til Brian de Palmas ”Carlito's Way” (1993) må Sean Penn i dag betragtes som sin generations største skuespiller.

Han er på en gang anspændt og afslappet. Ivrig, men aldrig aggressiv vil han overbevise og overtale - insistere med lav, en anelse nasal stemmeføring og med humor og venlig nidkærhed. Han fører sig med et let anstrengt og dog helt forløst kropssprog, efterhånden som han vinder sin identitet som bøsse og agtelse som både menneske og politiker.

Men der er omkostninger. Vennen Scott, der ikke orker de hektiske, politiske tumulter, forlader ham. Men det noteres blot lidt henkastet, ikke som nogen egentlig smerte, for Milk har nok at se til.

Forhold til galning
Scott, der frigjorde ham og satte ham i gang med de nye, glade, promiskuøse dage. Mere af medlidenhed end kærlighed indlader han sig med en galning og et vrag - med katastrofale følger, så hans eget liv bliver det rene rod modsat den orden og disciplin, som han udviser i sit politiske arbejde. Det bliver hans skæbne.

Hans morder er en forkrampet kollega fra byrådet, der føler sig set ned på og taget ved næsen af Milk. Han spilles af Josh Brolin - ligeledes fremragende, på en gang dæmonisk og ynkværdig, sølle og indskrænket, og det antydes, at han handler ud fra fortrængt homoseksualitet - filmens eneste og letkøbte kliché.

Kaos og idealisme
”Milk” er en stærk og i hvert øjeblik overbevisende skildring af en tid, som nu er til ende, og en kamp, som ikke er det, men har talrige sejre bag sig, og den er historien om et menneske, der genopstår på lærredet - uafviseligt nærværende og bevægende - både i sin målrettede idealisme og sit indre kaos.

?Den lidt stive, pæne, kultiverede forsikringsmand, Harvey Milk, springer ud som bøsse.

?Han flytter til San Francisco, kommer i byrådet og bliver bøssernes ledende figur.