Anmeldelse: Sex And The City - The Movie

Sex And The City - The Movie

USA, 2008

Instruktion: Michael Patrick King

2 timer, 25 minutter

Premiere i morgen i biografer landet over

Lad mig slå én ting fast med det samme: Der er ingen, der har set frem til denne premiere så meget som mig.

Dét kan måske nok diskuteres, men jeg havde så inderligt håbet, at den filmiske fortsættelse af mit absolutte yndlingstidsfordriv ville leve op til mine naive forhåbninger og være en rigtig god film og indfri alle vores ønsker om mere gedigen eskapistisk underholdning.

Fire år efter

Filmen samler det fantastiske firkløver op fire år efter, at serien sluttede. Hvor de alle fire her endte med hver deres drømmefyr, og alt var så sukkersødt som kager fra det vissengrønne parisiske konditori Cador, som Carrie frekventerede, Måske urealistisk, men ikke desto mindre en afslutning, som kunne mærkes og fik tårerne frem i hver en fans øjenkrog.

Allerede kort efter sidste afsnit begyndte spekulationerne om en filmversion om Carrie, Miranda, Samantha og Charlotte, der gjorde det legalt for kvinder over 30 ikke at være i et fast forhold, snakke meget eksplicit om sex i den bedste sendetid og bruge flere penge på sko, end man bruger på husleje.

Allerede dengang fik man som fan en ambivalent skizofren følelse af, at man ikke ville kunne vente med at se dem igen, og slet ikke kunne forstå, hvorfor den smukt bundne pakke, som serien var blevet pakket ned i, ikke skulle åbnes igen.

Modne og etablerede

I ”Sex and the City – the Movie” er alle fire blevet mere modne og mere etablerede. De lever videre i de forhold, som de endte i, men nu er der helt anderledes prosaiske problemer på dagsordenen end at finde den bedste vibrator på markedet.

Miranda (Cynthia Nixon) og Steves forhold er kørt så fast, at de kun har sex på halvårlig basis, Samantha (Kim Catrall) er flyttet til Los Angeles med sin meget yngre skuespillerkæreste Smith, Charlotte (Kristin Davis) opretholder familieidyllen i overklassen med Harry, og Carrie (Sarah Jessica Parker) lever et lykkeligt liv med sin elskede Big.

Det vil sige, lige til de beslutter at flytte sammen i en svinedyr lejlighed, og Carrie, mest for at sikre en potentielt usikker fremtid, ubevidst bringer spørgsmålet om ægteskab på banen og pludselig er ved at arrangere et bryllup, hun ikke anede, hun drømte om.

Forudsigeligt plot

Uden at afsløre for meget af det temmelig forudsigelige plot, kan det godt siges, at tingene ikke helt går som planlagt, for det at overleve i kærligheden er mindst lige så svært som at finde den. Så der er altså mere kedelig kærlighed end sex in the city, og det er formentlig rigtigt, men også utrolig meget mindre sjovt.

Filmen væsentligste problem i forhold til den serie, som tog verden med storm og stiletter, er dens mangel på originalitet.

Serien formåede gennem seks år at udvikle de fire veninder til hele flerdimensionelle personer, og ikke bare de stereotyper, som de i udgangspunktet var. Dette lader filmen hånt om og får slet ikke udnyttet deres facetter.

Det gælder særligt Samantha, der ellers var den mest sprudlende i serien, og hendes liv på vestkysten er decideret kedeligt at følge. Og hele intrigen med Carrie og Big er også bare en lidt fad gentagelse af en problemstilling, som serien egentlig syntes at have lagt låg på.

Lyspunkter

Men, men, det er absolut ikke skidt alt sammen. For går man til filmen med en forventning om at bladre gennem et animeret to og en halv time langt Vogue, så bliver man ikke skuffet.

Her er kjoler (en drøm af en Vivienne Westwood-brudekjole), sko (et par fantastiske Dior-sandaler, som for længst er udsolgt), tasker, bælter, hatte og alt andet, et umætteligt modehjerte kan begære. Filmen er så lækkert produceret, at det er en fryd, og samtlige personer er smukke og lækre.

Så se filmen som en lang, lækker, undværlig sommerbagatel og forvent at blive mere bjergtaget af Charlottes Prada-taske end af filmens historie.

Se også: Trailer for filmen