Anmeldelse: Irina Palm - Nattens røde lygter

IRINA PALM -

Nattens røde lygter

Belgien/Luxemburg/England/Frankrig, 2007

Instruktion: Sam Garbarski

103 minutter

Premiere i dag


Der er ikke meget håb tilbage for den midaldrende middelklasseenke, Maggie (Faithfull), hvis 10-årige barnebarn, Ollie, ligger på hospitalet med en livstruende sygdom. Forældrene, Maggies søn Tom og hans hustru Sarah har svært ved at bevare optimismen, mens Maggie bliver ved med at muntre knægten op med gaver og daglige besøg.

Da Ollies situation forværres, får familien at vide, at der kun er et at gøre, nemlig at tage imod behandling i Australien. Selve behandlingen er omkostningsfri, men forældrene skal selv dække rejse og ophold. Maggie, der allerede har solgt sit hus for at skaffe midler til sønnesønnens sygdom, er løbet helt tør for mulige udveje, og det samme er forældrene. Maggie, der aldrig i sit liv har gjort andet end at tage sig af sin familie, må nu skaffe sig et job, men der er ikke meget, hun kvalificerer sig til.

Da hun i Londons Soho kommer forbi natklubben Sexy World, der søger en værtinde, går hun nærmest paralyseret ind i de røde velourgange og et helt nyt liv.

For værtinde er ikke, som Maggie tror, en der gør lidt rent og tager sig af de ansatte, men derimod en eufemisme, som den østeuropæiske klubejer Miki forklarer. For luder.

Miki, der spilles fremragende af Miki Manojlovic, undrer sig såre over den pæne, ældre dame, der på ingen måde passer ind i hans afklædte univers, men hun tiltaler og morer ham nok til, at han giver hende - og hendes ufatteligt bløde hænder - en chance som masturbator i et anonymt rum, hvor mænd stikker deres reproduktionsorgan ind i et til størrelsen passende hul. På den anden side af væggen sidder så nydelige Maggie - under pseudonymet Irina Palm - og lader dem opnå klimaks. Det er bestemt ikke en beskæftigelse, der huer Maggie, men de gode penge kan hun ikke sige nej til.

Halter en smule


”Irina Palm” er en velfungerende film. Marianne Faithfull er blændende som ”the wanking widow”, hun udstråler sårbarhed, styrke, seksualitet og bonerthed på samme tid. Scenerne på bordellet er de bedste og morsomste, særligt på grund af samspillet mellem Miki og Maggie. Et mere umage par, skal man lede længe efter.

Sine steder virker filmen på manuskriptplan en smule haltende. Det undrer, at Maggie ikke bare finder på en plausibel løgn over for venner og familie, og de scener, hvor hun undviger deres spørgsmål, virker for langtrukne. Desuden er hendes nysgerrige venindeflok en smule karikeret.