Anmeldelse: Skyskraber

Drama

Skyskraber

Danmark, 2010

Instruktion: Rune Schjøtt

1 time og 25 minutter

Premiere i dag i 19 biografer landet over

Allerede de indledende tekster til Rune Schjøtts debutspillefilm er skæve. Så er det klart, at der ikke er tale om en typisk regelret ungdomsfilm. ”Skyskraber” er da også formet som en blanding mellem en provinsiel helvedesspiral a la Erling Jepsen og et ungdomseventyr.

Drengen Jon er skyld i alle ulykker, der er overgået den lille by, han bor i, får vi at vide. Som barn forårsagede han en bilulykke, der resulterede i, at hans far fik kappet tissemanden af. Faderen var i øvrigt fabriksejer, men sammen med manddommen røg også faderens arbejdsvilje, så fabrikken lukkede, landsbyen mistede arbejdspladser og forfaldt langsomt til en udkantsruin.

Det lokale busskur

Siden ulykken er Jon blevet holdt hjemme fra skole, hans far laver lokalradio, hvor han mestendels fordømmer det skidt, det lokale busskur er repræsentant for, for her mødes byens cigaretrygende, denimklædte og hormonstruttende unge. De driller gerne byens blinde pige, Edith, som Jon er forelsket i, og man skulle tro, at de to outsidere nemt fandt sammen, men Edith har kun brug for Jon til at få taget sin mødom. Det fornuftbestemte bekendtskab besværes af, at Jon lider af forhudsforsnævring, men det klarer hans alkoholiserede dyrlæge-mor med et snuptag.

Jons hobby er at lave collager (af storbyer fyldt med skyskrabere), og filmen følger samme skabende metode. ”Skyskraber” er et rent inferno af absurde indslag og vildtvoksende ideer, men de har svært ved at gro sammen til et behageligt hele. Limen er alt for tydelig, og den barnlige begejstring for de talrige påfund bliver i mangel på kølig frasortering manieret.

Dilettantisk

Morten Suurballe som Jons dumme svin af en far er en gave for filmen, og ligeledes giver Lukas Schwarz Thorsteinsson rollen som Jon en begavet sårbarhed. Men derudover svigter debutinstruktøren sine skuespillere, der alt for ofte nærmer sig dilettantisk over- eller underspil. Karikaturen af udkantsdanmark fungerede i Henrik Ruben Genz' ”Frygtelig Lykkelig” som en god anstifter af det bizarre, men selv om det er samme produktionsselskab, Fine & Mellow, der står bag ”Skyskraber”, så bliver det her en irriterende stereotyp og kluntet kulisse for en ellers sød udviklingshistorie.

Man kunne med fordel have skåret halvdelen fra, skruet ned for blusset og fortalt Jons historie som en kort- eller novellefilm. For Schjøtt har uden tvivl blik for den sårbare tid, drenge går igennem, når de krydser grænsen mellem barne- og voksenlivet, som han også viste i sin kortfilm ”Pandasyndromet”. Men han har desværre ingen idémæssig forhudsforsnævring, og derfor lægger ”Skyskraber” sig i udkanten af, hvad man kan kalde for en vellykket debutfilm.