Afgrundens rand er lige om hjørnet

DE UFRIVILLIGE (De ofrivilliga)

Sverige 2008

Instruktion: Ruben Östlund

1 t. 38 min.

Premiere i Grand i København, Øst for Paradis i Århus og Biffen i Aalborg

Det ser meget hverdagsagtigt og til tider ret vittigt ud, de fem uafhængige historier i den 35-årige Ruben Östlunds gennembrudsfilm, som efter stor succes i Sverige er indstillet som dette års svenske Oscar-kandidat. Men derfor kan det godt blive seriøst uhyggeligt, sådan som helt almindelige mennesker kommer på kant, hvis ikke katastrofekurs, med deres omgivelser.

En bedsteborgerlig 60-års fødselar kommer galt af sted med en fyrværkeriraket, men insisterer aftenen igennem på, at han skam har det fint. En buschauffør nægter at køre videre, før den passager, der har ødelagt gardinstangen på toilettet, har tilstået.

En skolelærer påtaler højlydt en kollegas hårdhændede fremfærd over for en elev og straffes med udfrysning på lærerværelset, mens to teenagepiger på en våd aften i byen prøver egne og andres grænser af. Og en flok unge mænd på plat hyttetur udforsker deres seksualitet på måder, som flere af dem får svært ved at håndtere.

Individet over for gruppen

Der er et gennemgående tema om individ over for gruppepres, om usikkerhed og desperate forsøg på ikke at tabe status. Men det handler også om forholdet mellem dels pragmatiske, medmenneskelige måder at løse problemer på, dels en - kunne man tro - særlig svensk form for rethaverisk frelsthed, som Östlund lader til at have et særdeles skarpt blik for.

Alle rollerne er besat med amatører, der optræder under eget navn, bortset fra skuespillerinden Maria Lundqvist, der dog spiller en kendt navnløs skuespillerinde. Dem får Östlund forbløffende naturlige resultater ud af.

Samtidig giver hans virtuose brug af skæve vinkler, skruede perspektiver og en minutiøst sleben dialog, hvor personerne ofte tydeligvis taler om noget helt andet, end de tænker på, en særegen stemning af, at afgrundens rand aldrig er særlig langt væk. Lidt henad, hvis David Lynch havde genindspillet Robert Altmans nyklassiske ”Short Cuts”.

Flere af fortællingerne udvikler sig midt i al komikken ganske besk, hvis ikke decideret tragisk, men filmen er langt fra at være endnu et stykke skandinavisk selvpineri.

Den lægger på sin originalt henkastede, sikkert underspillede måde snarere op til langt dybere overvejelser om livsløgne og ansvar og om at turde finde ind til sig selv, før man finder sig i noget.