Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Beslutningen | film.guide.dk

Beslutningen

”Beslutningen” er Vichy-regeringens og den tyske besættelsesmagts beslutning i 1942 om internering, deportation og mord på de franske jøder, mænd, kvinder og børn i koncentrationslejrenes gasovne. Det er slemt nok i sig selv og behøver ikke udpensles.

Drama

Beslutningen

(La Rafle)

Frankrig, 2010

Instruktion: Roselyne Bosch

2 timer 5 min.

Premiere i dag i Gloria og Vester Vov Vov, København, Øst for Paradis, Århus, Cafe-biografen, Odense, og Biffen, Aalborg

Filmen rejser to spørgsmål og besvarer dem begge med et indirekte nej, nemlig: Er det muligt kunstnerisk troværdigt at skildre den ufattelige rædsel, den ubeskrivelige lidelse? Og: Er det muligt at skabe kunst, der opildner til had?

Manuskriptet vælger fortrinsvis børnenes synsvinkel og bevæger sig derved ud på kanten af det sentimentale, så de kommer til at virke mere irriterende end afvæbnende – som når børn interviewes i tv-nyhederne, og studieværten vender sig mod kameraet med et fjoget smil.

For langtrukken

Vi følger de jødiske beboere, børnene især, i kvarteret omkring Montmartre i Paris før pågribelsen - kaotisk skildret med håndholdt kamera som sædvanlig i den slags scener, derpå den umenneskelige mishandling, de udsættes for under indespærringen på en cykelbane, så et ophold i en uhumsk interneringslejr og endelig transporten østpå i kreaturvogne. Kvinderne udfolder panisk moderinstinktet i forsøget på at beskytte børnene, mændene er desperate, rasende og magtesløse, men synes at stive sig af som zionister, trotskister, kommunister. Alle sammen er de gode og hjælpsomme mod hinanden, og børnene er bare så fulde af liv og spilopper, men lige lidt hjælper det, en grusom ubønhørlig skæbne venter dem, selv om den er længe under vejs i denne alt for langtrukne historie.

Solid Jean Reno

I centrum står en resigneret, men utrættelig jødisk læge, spillet af den altid solide Jean Reno, og en protestantisk, idealistisk opofrende sygeplejerske, spillet af den smukke Melanie Laurant, som huskes fra Tarantinos ”Inglorious Basterds” (2009). Begge beriger de historien med et menneskeligt ansigt.

Til gengæld går det helt galt i skildringen af skurkene, som vi med løftede vognstænger får besked om at hade godt og inderligt: De fleste franske gendarmer er feje, hensynsløse medløbere, tyskerne nogle pansrede, perverse svin. Hitler og Himmler på Berghof er ren Gøg og Gokke, Der Führer god ved små børn, Eva Braun bæller sine drinks og dingler, og Marshal Petain og hans hof er en gruppe papfigurer, der ordner ”jøde-problemet” som ren ekspeditionssag.

Mister appel

På den ene side absurd parodiske portrætter og scener, på den anden tårepersende skildringer af brutalitet, umenneskelighed og bundløs lidelse. Det går bare ikke, så filmen mister sin appel. Og dog! Enhver indsigelse imod jødehad er relevant, ikke mindst i betragtning af den antisemitisme, der trives i de fleste muslimske lande og anføres af Irans galning af en præsident, og som også synes at blomstre op i Europa for tiden, selv i København, hvor politiet efter sigende fraråder jøder, fuldgode danske borgere, at færdes på Nørrebro. Det er infamt og godt, hver gang det påtales, selv af en halvdårlig film.

Anmeldelse af Flugten til frihed

28-05-2015: To mænd, to forskellige kulturer i den algierske ørken i 1954 – den blodige krig er i udbrud. Mellem de to opstår der en indforståethed på trods – suverænt formidlet af to fremragende skuespillere Læs artikel

Anmeldelse af Timbuktu

29-04-2015: Filmdrama: Timbuktu er en by syd for Sahara. Her udspilles denne film, der handler om en immigreret kvæghyrdes tragedie og om muslimske fundamentalisters terror og blinde had til jævne menneskers daglige liv. Læs artikel

Anmeldelse: Om guder og mænd

06-04-2011: Det er traditionen fra et par store katolske forgængere i fransk film, som instruktøren Xavier Beauvois har skelet til med ”Om guder og mænd”. Den oprigtige menneskelighed og inderlige troskamp er betagende og bevægende. Læs artikel

Anmeldelse: De kaldte hende Sarah

24-03-2011: ”De kaldte hende Sarah” er hverken en nogen rigtig god eller rigtig dårlig film. Den kører hårdt på følelserne, men bliver for melodramatisk, da den mod slutningen har travlt med alle de raslende skeletter. Læs artikel

Anmeldelse: London River

24-06-2010: Filmisk refleksion over terrorangrebet i London i 2005 er en lille og forudsigelig, men også stærk oplevelse. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...