Remember Me

Remember Me

USA, 2010

Instruktion: Allen Coulter

1 time 53 min

Premiere landet over

»Lev mens du gør det, elsk mens du tør det« kunne den danske undertitel til denne film være. Som det skete i en morsom scene i Nikolaj Steens ”Oldboys” fra sidste år, ville den unge generation nok først og fremmest opfatte det som et Nik og Jay-citat (og ikke et Gruk), og hermed ville det blive tydeligt markeret, hvem ”Remember Me” henvender sig til.

Det er nemlig en teenagefilm, der har rigelige mængder melankolsk spleen at dele ud til sit publikum, og med Twillight-stjernen Robert Pattinson i hovedrollen skal den nok få et publikum.

Tomrum efter tab

Pattinson spiller den oprørske Tyler, der deler en lejlighed i New York med sin bedste ven. De to bliver en dag involveret i en slåskamp, og da politiet ankommer, bliver den autoritetsforagtende Tyler anholdt af politimanden Neil Craig.

Da de to venner finder ud af, at Craigs datter Ally går på samme universitet som Tyler, lokker vennen ham til at invitere hende ud som en slags hævn for farens opførsel. Men det uventede sker, og de to falder for hinanden.

Til fælles har de nemlig tomrummet efter tab. Ally har mistet sin mor, Tyler sin storebror, og begge kæmper de med en far, der på hver sin måde efterfølgende har forkludret familielivet for de unge.

Det er beskrivelsen af det fædrene ophav og præstationerne af henholdsvis Pierce Brosnan og Chris Cooper, der løfter filmen ud af sin skal, og gør den vedkommende. Det er ellers mestendels en introvert film, der dvæler i bedrøvelse, en følelse, som Pattinson tydeligvis skal vise at være ved at drukne i, og hans fysiske fremtoning er nok inspireret af et såret dyr, der slikker sine sår, men mest af alt ligner han en dreng med kronisk forstoppelse. Livsleden sidder åbenbart i tarmsystemet.

Før 11. september

”Remember Me” er sat til året 2001 før tvillingetårnenes fald, og dermed sikrer filmen sig en usikker og ængstelig grundtone, for publikum ved godt, hvad der på et tidspunkt må være en uundgåelig begivenhed, men det gør karaktererne ikke.

Derfor bliver budskabet om at gribe dagen relevant, om end det er dybt sentimentalt fremført.