Kvinder uden mænd

KVINDER UDEN MÆND

(Zanan-e bedun-a mardan)

Tyskland/Østrig/Frankrig 2009

Instruktion: Shirin Neshat og Shoja Azari

1 time, 35 minutter

Titlen skal ikke tages helt bogstaveligt. Der er masser af mænd i Teheran i august 1953.

De fire kvinder i centrum af videokunstneren Shirin Neshats første biograffilm kan bare ikke bruge dem til noget. Nærmest tværtimod.

Hvad kvinderne hver på deres måde og med deres forskellige sociale baggrund er optaget af er blot at få et anstændigt liv. Mændene derimod tænker alene på sig selv. Hvad enten det sker i form af sex, religion og traditionel kultur, intellektuelt snobberi eller politiske tirader.

Filmen foregår i de dage, da den nationalistiske Mossadegh-regering blev væltet af CIA-støttede oprørere. Men for kvinderne er de aktuelle, store begivenheder kun noget ydre i forhold til det, de søger i og for sig selv.

Shirin Neshat har levet i vestligt eksil siden revolutionen i Iran i 1979, og filmen er indspillet i Marokko for hovedsageligt tyske penge. Ganske mange, at dømme efter de store kampscener og omfattende historiske kulisser.

Sejlivede traditioner

De fire, kun delvist sammenflettede historier fortælles i en særegen og ikke altid lige overbevisende blanding af realisme og fantastiske elementer.

Én af hovedpersonerne står et stykke inde i filmen således bogstavelig talt op af graven.

Skuespillet er også pænt sagt ujævnt, og en del replikker klinger lovligt oplæste. Det er ærgerligt, for ud over også at være stedvis stærk er der samtidig perspektiv og bid til aktuelle konflikter.

Filmen er tilegnet Irans frihedskæmpere fra 1906 (da landet første gang fik parlamentarisk demokrati) til sidste års såkaldt grønne demonstrationer. Men de oprør og den undertrykkelse, den i sin historiske kulisse handler om, har ikke primært med religion eller politik at gøre.

De udspringer derimod af patriarkalske traditioner og traditionelle kulturer, som er langt ældre og - underforstås det - sværere at slippe af med. I hvert fald antyder tilegnelsen, at de også har overlevet op til i dag.

Nok så kontroversielt, set med traditionelle iranske mandeøjne, er dog formentlig, hvor åbent filmen skildrer kvinders seksualitet. Både i afslappet afbildning af mange forskellige slags nøgne kroppe og i barske scener fra bordeller og gadevoldtægter.

Tvetydighed

Om filmen er optimistisk på sine kvinders vegne? Dens hang til drømmeagtige udflugter er med til at gøre den tvetydig også i så henseende.

Men det udtrykker i hvert fald i sig selv en vis forhåbning, at den overhovedet er blevet lavet.

Og den får i hvert fald slået entydigt fast, at det hinsides al religion og politik er kulturer og menneskesyn, der skal ændres, før alt mulig andet også kan blive det.