To verdener

TO VERDENER

Danmark, 2008

Instruktion: Niels Arden Oplev

1 time, 46 minutter

Premiere landet over


Til at begynde med oplever vi Saras familie som en harmonisk og lykkelig enhed af mor, far, børn og Gud. De er Jehovas Vidner, men der er intet blodfattigt eller trøstesløst over deres liv - tværtimod bliver der leet og talt sammen som i enhver anden familie, dog med den bemærkelsesværdige forskel, at talen ofte falder på Gud.

Saras idealer lider imidlertid et alvorligt knæk, da forældrene meddeler, at de skal skilles. Hendes far (Jens Jørn Spottag) har været moderen (Sarah Boberg) utro, og hun kan ikke tilgive ham. De lader de tre børn selv bestemme, hvor de helst vil bo, og børnene vælger - med Sara som den ældste som beslutningstager - deres far. For nok har han begået en synd, men det er en større synd ikke at kunne tilgive ham, når nu han angrer, som logikken lyder.

Tvunget til at vælge

Det, der følger, kunne ikke være sket, hvis ikke Saras overbevisning allerede var i krise. Hun møder den charmerende Teis (Pilou Asbæk) til en fest og forelsker sig. Et alvoligt skråplan, for Teis er ikke et vidne, og snart bliver Sara stillet til ansvar over for sin rettroende familie og De Ældste - lederne af menigheden, personificeret af Anders W. Berthelsen - og tvunget til at vælge.

”To verdener” er en værdig opfølger til Oplevs succesfilm ”Drømmen”, der ligeledes skildrede et ungt menneske i klinch med sin families regelsæt. Man føler med Sara og hendes svære valg, men samtidig glædes man over, at hun oplever en indre oplysning, da hun tvinges til at tage stiling til sin barnetro.

Gedigne præstationer

”To verdener” er en dygtigt produceret film, der præges af gedigne skuespilpræstationer. Rosalinde Mynster er inderlig og gribende i hovedrollen, og Pilou Asbæk fremstår med sin upolerede sødme som Danmarks svar på Ewan McGregor.

Den religiøse inderlighed får nogle gange dialogen til at lyde af naiv skolekomedie, og det er måske netop det, der er filmens svaghed: at den er et skoleeksempel på en god og opbyggelig historie - næsten lidt for artig til for alvor at gribe tilskueren. Men ikke desto mindre er ”To verdener” en seværdig film, der kan lære ethvert ungt menneske at leve efter sin egen overbevisning.