Det er ikke mig... jeg sværger

Tragedie/Komedie

Det er ikke mig? jeg sværger (C'est pas moi - je le jure!)

Canada, 2008

Instruktion: Philipe Falardeau

1 time 50 min.

Premiere i dag i Palads Teatret og Dagmar Teatret i København og i Metropol i Århus

Hovedrollens kønne og sårbare barneansigt samt titlen, igennem hvilken tusindvis af børnestemmer lyder, er nok til, at hjertet krøller sig sammen. Men dette her er ingen tåreperser. Langt fra.

Instruktør Philippe Falardeau balancerer originalt og indsigtsfuldt tragedien i komedien om en dysfunktionel familie fra et fladt soveparcelhuskvarter i 1968 i Canada. Skildringen foregår i øjenhøjde med den oprørske 10-årige Léon Dorés (Antoine L'Ècuyer) farligt fantasifulde univers.

Grusomheder

En ting er, at voksne kan være modbydelige mod voksne. Det kan i sig selv være en isnende oplevelse. Men når voksne er grusomme mod børn, dør man langsomt indvendigt. Og smadret bliver børn, når de voksne højlydt går amok på hinanden på randen af et vanvid, hvor forældre (her en mor) i frustration forlader eget afkom for aldrig at se sig tilbage.

Så smadret, at børn vælger forskellige overlevelsesstrategier for at håndtere de voksnes svigt. Man kan vælge pleaseren som Léons storebroder, hvis desperate ønske om normalitet bliver voldtaget af lillebroderens fandenivoldske sjæl.

Den grænseoverskridende, men charmerende lille terrorist, som vi alle har mødt, som leverer tyndslidte nerver og midt i galskaben behersker en egen logik.

I sit oprør gør Léon alt uden øje for konsekvenser. I de mere uskyldige lag kaster han æg på nabokonens hus, stikker af fra timerne med mavekneb og sender en fuckfinger efter de voksne.

Mindre uskyldigt bliver det, når han sætter ild til forældrenes seng eller bryder ind i nabofamiliens hus og blandt meget andet pisser på pelse og tværer chokolade af på hvide møbler, mens de er på ferie.

Direkte farligt bliver det, når han tager livtag med dødsønsket og forsøger at hænge sig selv i træet eller finder det sikrere at kaste sig ud i frit fald i stedet for at mærke den retskafne og strikse advokatfaders vrede.

Med lige dele frækhedshumor og elskelighed forløser den alarmerende talentfulde Antoine L'Ècuyer Léons flossede, men stærke sjæl.

Outsider i skolen

Léons adfærd gør ham til outsider i skolen. Han finder fristed i det lokale bowlingcenter, hvor han som en anden Salvatore (”Mine aftener i Paradis”) knytter venskab med en ældre faderfigur.

Forelsket bliver han i en forslået pige, der med bløde og vrede øjne lægger planer, så han kan finde sin elskede mor i Grækenland. »Hvis du skal lyve, skal du lyve ordentligt,« siger hans sindsfortabte mor.

Udtalelsen indkapsler den forsømte drengs forkvaklede verden, og en mærket sjæl vil genkende sin åndsfælle. Den prisbelønnede film er en hård fornøjelse, men i sandhed begge dele.