Anmeldelse: Neds

Filmdrama

Neds

England, 2010

Instruktion: Peter Mullan

2 timer 4 min.

Premiere i dag i Empire Bio, Vester Vov Vov, København, Cafébiografen, Odense, Biffen, Aalborg, Gentofte Kino, Ishøj Bio og Malling Bio

Non educated delinquents, der kan oversættes med ikkeuddannede kriminelle, er et nedsættende skotsk udtryk for hooligans eller småkriminelle. Det er i et neds-miljø, at historien om drengen John McGill udfolder sig i Glasgow i 1970'erne.

Han er egentlig en dygtig dreng, der gerne vil klare sig godt i skolen, og faktisk gør det, så han kan komme længere i livet end sin fordrukne og voldelige far (Peter Mullan) og storebroderen Benny, der netop er sådan en ned. Men det er ikke nemt at forcere de mange barrierer, som Johns liv er fyldt med.

Mange forhindringer

Klasseforhold, uddannelsessystem, social og mental arv er alle elementer, der spænder ben for, at han kan blive mønsterbryder. Da han bliver ven med overklassedrengen Julian, ser det kortvarigt ud til, at John kan få et intellektuelt stimulerende frirum, hvor han for alvor kan føle, at han hører til.

Også her møder han modstand, og det kulminerer i et abrupt skifte for og i John. Mens han smider en brosten ind ad vinduet hos Julian og hans snobbede overklassemor, råber han: »Hvis I vil have en taber, så skal I få en taber!«

Hernæst bliver de neds, som han tidligere har afskyet, hans venner. Vold, truende adfærd og antiautoritære opgør bliver hverdag for den før så skoleglade teenagedreng.

Uudnyttet potentiale

Peter Mullan har tidligere imponeret som skuespiller blandt andet i Ken Loachs ”My Name Is Joe”(1998), som indbragte ham prisen for den bedste mandlige hovedrolle i Cannes, og som instruktør med ”Magdalene søstrene” (2002). Den vandt han Den Gyldne Løve i Venedig for.

Men det er ikke alt, hvad Mullan rører ved, der bliver til guld. ”Neds” har et stort potentiale, men lider under, at der ikke er blevet muget ordentligt nok ud i alle de tråde, der spindes over temaet ung dreng møder modstand både hjemme og ude.

Derfor kunne man forledes til at tro, at filmen var baseret på et romanforlæg. Det er den ikke, men derimod baseret delvist på Mullans egne selvbiografiske erindringer og opdigtede ideer. Alligevel føles det, som om der hele tiden lige skal vendes en side mere, lige presses en ekstra scene ind, før vi kan nå en afslutning.

Derfor sidder man undervejs med fornemmelsen af, at filmen slutter flere gange. Og at den med fordel kunne.

Det er tydeligt, at Mullans store drivkraft er en social indignation, men han bevæger sig ikke lige så elegant som sin kollega Ken Loach rundt i det karske samfundsrevsende univers. Uvilligheden til at placere en skyld for Johns problemer kan ses som et forsøg på at nuancere den britiske socialrealisme, men det kan også ses som en utæmmet og inkonsekvent skabertrang, der ikke er heldig for udfaldet.

Sympati og brutal vold

Der hersker ingen tvivl om, at Mullan nærer sympati og føler loyalitet over for den gruppe af unge drenge, hvis filmiske nutid spejler hans egen fortid.

Den meget brutale vold, som filmen ikke holder sig tilbage for at dvæle ved, og det tykke tæppe af håbløshed, der lægger sig over Glasgow som en regntung sky, bliver næsten brugt som en spektakulær baggrund for en coming-of-age-historie, der ikke er farlig nok til at ætse sig ind i hukommelsen.

Skal man se et formfuldendt nationalt generationsportræt i samme genre, kan man med fordel se Shane Meadows ”This Is England” (2006). ”Neds” må altså her oversættes med not enough direction.