Anmeldelse: Arn II - Riget ved vejens ende

Arn II - Riget ved vejens ende

Danmark/Sverige/Finland, 2008

Instruktion: Peter Flinth

2 timer 8 minutter

Premiere i dag i biografer landet over

Arn II - Riget ved vejens ende”, som er baseret på Jan Guillous storsælgende romaner, tager fat, hvor etteren slap.

Og der er ikke brug for så mange forklarende flashbacks, da det kun akkurat er et halvt år siden, den foregående Arn-film havde premiere.

Men for at rekapitulere ganske kort: Arn (Joakim Nätterqvist) elsker Cecilia (Sofia Helin), og efter øm elskov i de svenske skove blev hun gravid, hvorpå de blev skilt ad: Han blev sendt til Jerusalem for at forsvare det hellige land mod de ukristne muslimer, mens hun blev idømt 20 år i kloster.

I ”Arn II” er de 20 år næsten gået, og på trods af en mulighed for at blive abbedisse i eget kloster venter Cecilia stadig på Arns tilbagekomst i Västra Götaland.

Slag om Jerusalem
Under den samme måne, men i et ganske andet klima bliver Arn sat til at kæmpe i et endegyldigt slag om Jerusalem mod den karismatiske hærfører Saladin (som ærligt talt ligner en krydsning mellem en sminket Talebankriger, Jesus og ham, den onde fra Disneys ”Aladdin”).

Selv da det er overstået, og Arn vender hjem til Cecilia, venter der en anden og mindst lige så blodig krig på hjemmefronten, hvor danskere og (kommende) svenskere kæmper om kongekronen.

På trods af det store skandinaviens-historiske vingesus er ”Arn II” ikke nogen vellykket film.

Mister fokus
Man får allerede en skidt fornemmelse, når de første 10 minutter er plastret til med et Enya-agtigt lydtæppe tykkere end Bayeux-tapetet. Så længe filmen opretholder den kontrapunktiske klipning mellem ude og hjemme, er der en vis fremdrift i fortællingen, men fra godt midt i filmen, da Arn er kommet hjem, mister fortællingen fokus, og problemerne bliver tydelige:

De store slagscener er ikke så spektakulære, som man kunne drømme om, og hele tiden er der den der irriterende væg-til-væg-strygermusik, der skal dække over den manglende sammenhæng i handlingen.

Selvhøjtideligt spil
Der er (enkelte) gode scener i filmen, billederne er flotte, og spillet er fint og overbevisende, særligt mellem Arn og Cecilia og mellem Arn og hans frejdige norske ven, Harald.

Men det meste af tiden føler man sig som et vidne til en lang omgang selvhøjtideligt, storladent rollespil i millionklassen.