Anmeldelse: En rationel løsning

Drama

En rationel løsning

Sverige, 2009

Instruktion: Jörgen Bergmark

1 time 34 min.

Premiere i dag i Grand Teatret, København

En svensk debutfilm om to midaldrende svenske ægtepars samlivsproblemer og følelsesforviklinger. De kunne lige så godt have været danske eller norske, for det er de skandinaviske velfærdsstaters formning af borgernes mentale konstruktion, der ligger bag dette svale drama og dets personers forsøg på at lægge lidenskaberne i rationelle spændetrøjer.

Ægteparret Fjeldgren optræder som kuldslåede parterapeuter i den lokale kirke. Deres nærmeste venner er ægteparret Byström. Så brænder Erland Fjeldgren varm på Karin Bystström - mest seksuelt, om kærlighed taler vi ikke, slet ikke om svimlende passion. Derfor mener Erland, der har rollen som de fires selvudnævnte ordfører og leverandør af pseudo-dybsindige banaliteter, at de bør forholde sig rationelt og afslappet. Det går jo nok over, som bruset går af en sodavand.

Flytter sammen

Indtil videre flytter de alle fire sammen i Fjeldgren-hjemmet, hvor Erland og Karin puster og stønner i sengen om natten, mens Sven-Erik og May ligger vågne, lytter og udholder alverdens kvaler.

Det går ikke i længden. Erlands ”Vi må jo kunne tale om det”-indstilling forliser totalt, og hysteriet lurer, bryder igennem, og arrangementet krakelerer. De to, som har lidt mest, kommer ud på den anden side med udsigt til en meningsfuld fremtid, mens elskovsparret hurtigt vil slide hinanden op. Det går jo over, men ødelægger meget forinden.

Fremragende skuespil

Det er ægteskabs-scener i Ingmar Bergmans stil, men uden hans neurotiske, pinefulde rodbehandling af forkomne sjæle uden bedøvelse. De fire her er tæt på klichéernes brigade, men får dog liv i kraft af superfremragende skuespillere.

Alle yder de det ypperlige, nærværende og afstemte i forhold til hinanden. Suverænt ensemblespil.

Den ordrige, evindeligt belærende Erland spilles af Rolf Lassgaard - som sædvanlig tung og uafviselig forlener han figuren med en vis klodset charme - trods alt hans sludder. Han er så dum, at man er lige ved at holde af ham.

Under ham fremtiden

Som den kuede og enfoldigt tænkende Sven-Erik er Claes Ljungmark nærmest hjertegribende, og hvor man under ham fremtiden, da han huldsaligt smilende til slut ror væk fra al balladen.

Kvinderne kender vi, og gensynet er ren fryd - hver gang. De er til stede med en ægthed og anspændt autoritet, som er næsten for stærk i betragtning af, hvor umodent deres figurer arter sig: Stina Ekblad som May og Pernilla August som Karin.

Også i disse to vidunderlige piger aftegner alderen sig uden at formindske deres skønhed, tværtimod: Den beriger og facetterer deres kunstneriske personlighed.