Kvinden der drømte om en mand

Drama

Kvinden der drømte om en mand

Danmark, 2009

Instruktion: Per Fly

1 time 30 min.

Premiere i dag i 32 biografer landet over

Det sker, at selv tænksomme folk går i hormonchok og bliver utilregnelige. Det hændte for en af mine venner, som var både stabil og afbalanceret og levede i et 25 år langt ægteskab. Han brændte varm på en kvinde, brændte derpå alle broer og gik totalt fra snøvsen. Og der er han i dag.

Kvinden, der i Per Flys film drømmer om en mand, går også i hormonchok. Det er svært, næsten umuligt at udtænke drømme, så de virker autentiske og ikke som konstruktioner, og som en fortænkt konstruktion virker K's (som hun kaldes) tilbagevendende drøm om en fremmed mand, som hun møder og følger efter.

K er modefotograf og arbejder i en let seksualiseret atmosfære. Hjemme har hun mand og barn og lader til at være lykkelig - om end i et ret afseksualiseret forhold.

Kærlighed i Paris

I Paris er det så, hun møder manden fra sin drøm, og sine drømmes mand, en polak og professor, som hun indlader sig med i en seksuel ekstase. Han holder en vis afstand, der ikke bliver mindre, da hun får arbejdsopgaver i Warszawa, hvortil hun ledsages af mand og barn - for at de kan have det sådan lidt afslappet sammen.

Til trods for, at hun har forbudt sin polske elsker at kontakte hende, kontakter hun ham, genoptager forholdet, som beslaglægger mere og mere af hendes tid, tanker og væsen, så hun modstandsløst hægter sig på ham - som en besat, skønt han halvt på skrømt søger at holde en afstand, som han alligevel ikke kan holde.

Affæren udarter til det mere og mere absurde, som når han på hendes forlangende boller hende op ad en mur i en kælder, mens han hele tiden vrinsker: Nej, nej, jeg skal have time!

Seksuel binding

Hvad der binder dem sammen er seksuel trance - ikke andet. Andet får vi ikke at vide, bortset fra at han har gang i andre, men passer det? Er det ikke kun noget, han siger for at slippe fra den stadigt mere anmassende K?

Affæren virker som en voldsom bølge, der skyller ind over de to og river dem med for så at fade ud igen. De kan ikke gøre for det. Det sker bare! Det må man forstå og måske bifalde - alt efter temperament. Om noget ansvar tales der ikke, for ansvar hører jo op, når man er i hormonchok.

Om lidenskab er der heller ikke tale, for lidenskab opstår, når følelse og ansvar kolliderer i oprivende kamp. Men om besættelse er der tale, kun kunne K lige så godt være besat af alt muligt andet - kleptomani f. eks., men det kan der ikke komme en film ud af.

Nærværende Richter

En film er der kommet ud af det, en film, der tager sig bedre ud, end den er. Først og fremmest på grund af Sonja Richters spil som K.

Hendes ansigt har en sær bleg, sprød sårbarhed, der kun kan fascinere, og hun giver K en nølende usikkerhed, som pludseligt kan slå om et dirrende, aggressivt krævende udtryk, som griber hendes spinkle, vege krop og gør den stærk som stål. Det er en usædvanlig, modig, foruroligende - og åbenbart ekstremt gennemarbejdet præstation.

Hun er smuk, ja, men er fra første til sidste billede til stede på lærredet med et uafviseligt nærvær og en sorgfuldhed, som ikke er sorg over noget konkret, men en eksistentiel tomhed, som naturligvis er et postulat, men der er autenticitet bag postulatet.

Mange trange rum

Historien anskues subjektivt - fra hendes synsvinkel. Derfor virker både mand og elsker som statister, og derfor forløber filmen stort set i nær- og halvnærbilleder af K, hvis tvangsmæssige besættelse, som hun giver sig i vold uden forbehold, svarer til de mange trange rum, som hun færdes i.

Virkeligheden indsnævres omkring hende. Der er klaustrofobi i de billedkompositioner.

Problemet er, at K - som Paprika Steen i ”Applaus” - mere virker som et afstands-skabende patologisk tilfælde end som en levende, vedkommende kvinde, pint af indre modsætninger, uerkendt kedsomhed og fanget i følelsernes labyrint.

Åbenbart gør en del kvinder erfaringer af den art, for på rulleteksterne takkes de, som har talt med Per Fly. Det bliver filmen ikke bedre af som kunstværk, som alment gyldigt og vedkommende udsagn om tilværelsen, men nok som journal over lidelsen hormonchok.