Barneys mange liv

Barneys mange liv

Canada, Italien 2010

Instruktion: Richard J. Lewis

2 timer 18 min.

Premiere i dag i Vester Vov Vov, København, Gentofte Kino, Bio, Værløse, Biffen, Aalborg, Nicolai Bio, Kolding og Malling Bio

De fleste genkender nok kartoffelhovedet med de ludende skuldre, der har hovedrollen i ”Barneys mange liv”. Det var ham, der nægtede at drikke Merlot i ”Sideways”, der kan få Lars von Triers melankoli til at føles som en Tivoli-tur i den skammeligt oversete ”American Splendor”, og som sendte sin sjæl på overarbejde i ”Cold Souls”.

Paul Giamatti hedder han, og kan du ikke huske hans navn, så husk blot titlen på hans seneste film på dansk grund: ”Barneys mange liv”. Den er vittig og varm og så absolut en tur i biografen værd - ikke mindst på grund af netop Giamatti.

De tre koner

Giamatti spiller Barney Panofsky, en jødisk mand, der henslænger sin hippieungdom i Italien i 1970'erne med sin første kone (Rachelle Lefevre) og sin flamboyante forfatterven Boogie (Scott Speedman).

herefter holder han hof i småborgerland i Montreal med sin anden kone (en morsom Minnie Driver), der har jødisk baggrund, er styrtende rig og et sæt gode kasser, som Barneys far (Dustin Hoffman) beskriver hendes fortrin. Men Barney bliver forelsket i Miriam (Rosamund Pike), og hun bliver efter mange, lange trakasserier Barneys tredje kone.

Omkring pensionsalderen ser Barney tilbage på et langt liv, og han tager publikum med på tur ned af sin memory lane, der udover kærligheden har været prydet af en mordmistanke. Dén har han ikke kunne overhale og lægge bag sig, og det er først til allersidst i filmen, at denne del af Barneys liv bliver belyst.

Det kriminalistiske element er en påtår i tanken, men det er de præcise tidsbeskrivelser, de (rigtig) mange skægge scener og Giamattis ualmindeligt charmerende og rørende spil, der for alvor holder motoren kørende i en film, der er lidt længere end det vanlige.

Det usandsynlige

Holder man øjnene godt åbne, kan man desuden få et glimt af en håndfuld af Canadas mest kendte filminstruktører som Atom Egoyan, David Cronenberg og Denys Arcand, der alle har små cameo-roller. Men det er altså først og fremmest den lille mand, Paul Giamatti, der gør et stort indtryk.

At det så virker temmelig usandsynligt, at en gnaven mandsling som ham kan score hele tre så smukke kvinder og oven i købet blive gift med dem, ser man så gerne gennem fingre med.

På engelsk hedder filmen ”Barney's Versions”, og man kan med rimelighed argumentere for, at kvinderne er smukke som Lefevre, Driver og Pike i Barneys genkaldte versioner af historien. Og hvem vil ikke gerne blive husket som et smukt menneske?