Thirst

Thirst

Sydkorea, 2009

Instruktion: Park Chan-wook

2 timer 13 min.

Premiere i dag i Grand og Vester Vov Vov, København og Øst for Paradis, Århus

Man skal ikke forvente sig en vampyrgyser i gængs forstand, hvis man indløser billet til Park Chan-wooks Cannes-vinder ”Thirst” (den vandt Juryens Specialpris i 2009).

Selv om flodbølger af blod skyller ind over vores hovedpersoner, som godt nok også er vampyrer (eller bliver det), så er der ikke mange regulære gys at hente i filmen.

Det er nødvendigvis ikke et minus for filmen - og egentlig heller ikke så overraskende, hvis man har set andre af Parks film. For den sydkoreanske filminstruktør er kendt for at være en rigtig auteur, og hans film er svære at sætte i genremæssig bås. Det kan man let lade sig henrive af.

Park er en visionær kunstner, der prøver grænser og i høj grad overskrider dem, både hvad angår indhold og udseende.

Guddommelig smuk

Med ”Thirst” viser Park, at han først og fremmest er en gudbenådet stilist og billedskaber. Filmen er intet mindre end guddommelig smuk. Men når det kommer til at skrive en fængende og indsigtsfuld historie, så halter det lidt mere.

”Thirst” handler om præsten Sang-hyun (Song Kang-ho), der ved en blodtransfusion får vampyrblod i årerne. Han opfyldes herefter af en ekstrem tørst, tørst efter menneskeblod, efter at få opfyldt sine kødelige lyster, efter alt det, der tidligere har været forbudt for den selvopofrende og gode præst.

Da han møder den kuede kvinde Tae-ju, sammenblandes hans trang til at redde og korrumpere hende, og det er ikke uden problemer, for hun er gift med Sang-hyuns barndomsven. Desuden vil en total overgivelse til kvinden betyde, at endnu en vampyr sættes fri, og det kan have fatale konsekvenser for alle.

Langstrakt afspejling

Det er kort fortalt, hvad der sker i den over to timer lange film. Og selve tempoet føles altså temmelig flagellantisk som en afspejling af hovedpersonens egen langstrakte følelsesmæssige og intellektuelle kamp med at acceptere sit nye, blodtørstige jeg.

Langsommeligheden kan følgelig være en pointe i sig selv, men i så fald er det en pointe, som er meget længere, end den er dyb. Det er da - sikkert - svært at forvandle sig fra præst med et næstekærligt udsyn, der først stopper ved verdens ende, til pludselig at kun at være interesseret i at få opfyldt egne kropslige behov.

Den næste føler han kun kærlighed til som en ulv til et lam. Det er det næste måltid.

”Thirst” lever som flere af Parks andre film højt på det bizarre. Han har i denne film en forkærlighed for de slubrelyde, der opstår, når en vampyr slikker og suger blod i sig. En lyd, der sætter sig som en nærmest kropslig erfaring hos tilskueren.

Det er ikke ubetinget dejligt. Det er til gengæld Parks billeder - dejlige. Og vil man udfordres og have en lidt anderledes bid af Sydkorea, så er ”Thirst” ikke et dårligt sted at starte.

SE TRAILER FOR FILMEN