Anmeldelse: Jud Süss - i ondskabens tjeneste

Jud Süss - i ondskabens tjeneste

Jud Süss - Film ohne Gewissen

Tyskland, 2010

Instruktion:Oscar Roehler

1 time 45 min.

Premiere i dag i Grand, København og Øst for Paradis, Aarhus

Jud Süss” er en film i anden potens - så at sige: En film om en film og synspunktet på den film, den handler om, angives i titlen ”I ondskabens tjeneste” eller på tysk ”Film uden samvittighed”.

Filmen, der så samvittighedsløst stod i ondskabens tjeneste, hed også ”Jud Süss” og er en af Det Tredje Riges mest infame propagandafilm. Men der er en særlig, uberettiget drejning, for bag den ligger der en roman fra 1925 af den jødiske forfatter Lion Furchtwanger, og bag den ligger der historiske begivenheder i hertugdømmet Württemberg, som førte til et justitsmord på en jødisk bankier, Joseph Süss Oppenheim.

Han blev hyret af hertug Karl Alexander til at stå for dennes finanser. Men da hertugen, der var konverteret fra protestant til katolik, døde af et hjertestop i 1737 så det sort ud for Süss, som blev offer for den overvejende protestantiske befolknings blodrus og had og hængt i 1738 - uden skygge af bevis for nogen forbrydelse.

Enkel og banal

Beviser i massevis konstrueres der til gengæld i nazi-filmen fra 1940, måske den mest populære i krigstidens Tyskland, set af over 20 millioner, blandt dem hver eneste SS'er og det samlede politikorps - på ordre fra Himmler.

Dens handling er enkel og banal, en intrige- og forførelses-historie. Men hovedpersonen, Jude Süss er totalt nægtet den sataniske intelligens og hensynsløshed, der styrer intriganten over alle intriganter: Jago i Shakespeares ”Othello”. Til gengæld er der er fed symbolik i, at Goebbels i sin jagt på en egnet skuespiller til Süss i et teater opdager Ferdinand Marian i netop rollen som Jago.

Bøvet bamse

Den smiskende, intrigante og samvittighedsløse, stenrige jøde indynder sig hos hertugen, der er en bøvet bamse, og tiltusker sig stadig større magt, som bruges til bl.a. seksuelle overgreb på unge, uskyldsrene ariske piger, så da hertugen dejser om, er det ude med Süss til befolkningens - og det antisemitiske publikums - hadske skadefryd.

Kunstnerisk er instruktøren Veit Harlans film intet værd, men den fik værdi for naziregimets propaganda med Joseph Goebbels i spidsen.

Om ham, filmen, Ferdinand Marian, som han pressede ind i rollen og Veit Harlan handler dagens premierefilm, som nok har kvaliteter og ikke er ueffen, men så heller ikke mere. Man kan være partisk på mere eller mindre reflekteret måde.

Filmen her er ikke eftertænksom, tværtimod - den er partisk - indædt og kæbeknusende: Som SS'erne i biografen sidder og hujer »jude, jude« ved synet af Süss på lærredet, sidder vi og afskyr dem på lærredet. På samme måde er Goebbels her lige så smiskende, overtalende og kynisk hårdkogt, som Süss er det i hans antisemitiske propaganda-makværk. Vi hader Goebbels, som hoben hader Süss. Men er det mon særligt sundt sådan at sidde og hade?

Så var der meget større dybde og derfor dybfrost og derfor frysende tilforladelighed i Goebbels-portrættet i ”Der Untergang” (2004). Han tyranniserer den modstræbende, men vege og karakterløse Marian ind i rollen, som ødelagde hans liv. Efter krigen blev han blacklistet, forsumpede i alkohol og omkom ved en færdselsulykke i 1946 - selvmord? Måske.

Hans appetit på kvinder skal have været lige så grådig som Goebbels, hvad filmen ikke lægger skjul på i et par voldsomt ekspressionistiske scener.

Mens Leni Riefenstahl, der aldrig var medlem af nazipartiet, måtte bøde livslangt for sine bidrag til Hitlers selviscenesættelse, slap Veit Harlan, der dog var med i partiet, uskadt. Både før og efter ”Jude Süss” har han lavet antisemitiske film.

Efter krigen forsvarede han sig med, at nazisterne styrede hans arbejde, hvorfor han ikke kunne holdes ansvarlig. Men han kunne dog være stukket af som så mange andre filmkunstnere. Han slap (for?) billigt og lavede siden fem film, den sidste i 1957. Han døde i 1965.

Trods sine svagheder er ”Jud Süss - i ondskabens tjeneste” en tankevækkende og seværdig film af to grunde, mindst.

Den er velspillet - i enkelte scener overspillet og ikke uden klichéer, men Tobias Moretti yder en formidabel og afstemt præstation som Marian, der sælger den smule sjæl, han har, og går til. Desuden er der tæthed, uro og stadige varsler om skånselsløs ondskab og perversion i billedforløbet.

Dernæst, fordi den rejser spørgsmålet om kunst og moral, om film og politik, filmen som massemedie og derfor et håndterligt redskab i hænderne på ryggesløse forbrydere. Og de vil altid findes.