Anmeldelse:
Anmeldelse: 1 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Jens Munk – NordvestXpeditionen | film.guide.dk

Pinligt amatørprojekt

Hjemmelavet klippe-klistre-film om søfareren Jens Munk burde ikke nå biograferne. På trods af sympatisk drivkraft er det en film, der hører til i hobbyskuffen.

Drama
Jens Munk – NordvestXpeditionen
Danmark, 2015

Instruktion: Ole Japp

1 time og 30 minutter

Premiere den 21. maj i 10 danske biografer


Det har taget reklamemanden Ole Japp syv år at lave filmen om den norske søfarer Jens Munk. Japp har produceret og instrueret, skrevet manuskript og så spiller han også selv hovedrollen.

Her er tale om en stædig mand med en stor viljekraft til at få realiseret sin idé til film. Det er beundringsværdigt, men det er simpelthen også det eneste positive, der er at sige om en film, der burde være forblevet en privat leg for amatørteaterklubben. Jeg har sjældent, hvis nogen sinde, set noget så ubehjælpsomt få premiere i biografen.

Filmen får DR’s tv-serie ”Gøngehøvdingen” til at ligne en Oscar-vindende Hollywood-produktion, og det er helt forståeligt, at den er finansieret uden om de gængse kanaler som Det Danske Filminstitut.

Eventyr på havet

Filmen begynder i 1619. Den danske konge – Christian IV – vil sammen med det Ostindiske Handelskompagni finde vejen til Kina nord for Amerika. Det bliver Jens Munk, der skal lede eventyret på havet. Med sig har han 64 søfolk, bl.a. en engelsk navigatør, der ikke stoler på Munks fornemmelser for retning og derfor blander sig. Det får fatale følger.

Der har naturligvis ikke været budget til at optage storslåede scener til havs, men selv de scener, der foregår på landjorden, er tydeligt optaget foran green screen, så kulisser har kunnet spares væk. Men meningen med green screen er netop, at man ikke skal se, at baggrunden er lavet i computeren. Det er man på ingen måde i tvivl om her. Desuden er der propfyldt med nærbilleder for igen at undgå de afslørende og dyre totalskud. Det ser mere kikset ud end en tysk Werthers Echte-reklame fra slutfirserne.

Skuespillet er ujævnt, for at sige det mildt, og klipningen er så ubehjælpsom, at det næsten smerter. Det kan lyde godt gammeldags tarveligt, men ”Jens Munk” kunne være lavet af førsteårsstuderende på film- og medievidenskab, måske endda bedre, hvis de havde brugt samme tid som Ole Japp.

Det er ikke en film, der hører til i biografen eller andre steder, hvor man skal betale for at se den. Der burde have været nogen, der havde stoppet netop dét ønske omkring Japp, for det er ikke til at bære at se et sikkert ganske fornøjeligt hobbyprojekt forsøge at måle sig med professionelle film og blive vurderet derefter.

Jeg må indrømme, at jeg ville have givet filmen nul stjerner, hvis ikke det var imod anmeldelsespraksis på Jyllands-Posten.

Anmeldelse af Steppeulven

18-02-2015: Biografisk drama: Filmen om Eik Skaløe har ikke held med at skildre ham indefra og er derfor kun glimtvis bevægende. Læs artikel

Anmeldelse af Klumpfisken

05-03-2014: Der er ikke noget, der går i fisk for Søren Balle, som debuterer med lavmælt torskethriller. Læs artikel

Anmeldelse af Tarok

30-10-2013: Drama: Travhesten bliver statist i sin egen film, og havde det ikke været for et par solide skuespillerpræstationer, ville filmen have været helt uden hestekræfter. Læs artikel

Anmeldelse af Spies og Glistrup

28-08-2013: Biografisk filmdrama: Underholdende og velspillet fortælling om venskabet mellem to så forskellige sind som Spies og Glistrup. Læs artikel

Anmeldelse af Searching for Bill

21-02-2013: Bobs bil er stjålet, og han forfølger tyven gennem de fattigste og usleste miljøer i USA. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...