Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Steppeulven | film.guide.dk

Anmeldelse af Steppeulven

Biografisk drama: Filmen om Eik Skaløe har ikke held med at skildre ham indefra og er derfor kun glimtvis bevægende.

Drama
Steppeulven

Dansk 2015

Instruktion: Ole Christian Madsen

1 time og 47 min.


»Jeg blev ramt af en fornemmelse af at være havnet et forkert sted. Hvad fanden skulle jeg her – ikke så meget i min familie, men i verden som helhed? Det er nok den mest fundamentale form for fremmedgørelse, at man føler sig dårligt tilpas i tilværelsen.«

Ordene er Ebbe Kløvedal Reichs. Han var 6-7 år, da han gjorde den erfaring.

Åbenbart er der mennesker, kunstnerisk begavede mennesker, der oplever denne form for hjemløshed og præges skæbnesvangert af den. Nobelpristageren Herman Hesse skrev i sin roman ”Steppeulven” fra 1927, at han følte sig fremmed for verden, og ”Steppeulvene” blev det navn, Eik Skaløe gav det legendariske danske rockband, hvis centrum han var, så kort det varede. Selv noterede Skaløe mod slutningen af sit kaotiske liv, at han var ”utilpas blandt mennesker og hjemløs mellem dyr”.

Eik og Itsi Bitsi

Om ham, hans hjemløshed og hans forsøg på at hengive sig til sjælens lovløst strømmende verden, som et umådeholdent forbrug af stoffer satte mangedobbelt volt på, handler Ole Christian Madsens film. Den handler også om hans historie med og tab af sin eneste ene, Iben, som han døbte Itsi Bitsi.

Skaløe var født i 1943, blev aktiv i Kampagnen mod Atomvåben, kom i klammeri med politiet, mødte Iben, som blev hans skæbne. I begyndelsen ren eufori, også erotisk. Filmen byder på en række akrobatiske knald, der dog snarere ligner instruktioner i en seksualvejledning – sådan kan man også gøre det – end sansernes saftige fryd, selv om Marie Tourell Søderberg, der lægger krop til, er både smuk og velskabt.

Parret rejser af sted – noget af tiden i trekantsex med den stammende Henrik, der virker som et fremmedelement i historien. Iben og Eik havner i Athen, hvor stofmisbruget accelererer ekstatisk. Hjemme igen bliver de kriminelle i deres forsøg på at få fat i hårde stoffer, indtil hun siger stop og flytter til Odin Teatret i Holstebro for at redde livet. Kort efter begiver Skaløe sig til Indien, hvor han i stor elendighed begår selvmord på grænsen til Pakistan i 1968 og efterlader en seddel med ordene: »Ingen kan bebrejdes noget undtagen den grusomme person inden i mig.«

For støjende og trættende

På et tidspunkt intimiderer han en småborgerlig pige, men det er hendes sarkastiske karakteristik – at han er en romantiker og nihilist, som demonstrativt bærer livets store smerte – der står som det mest præcise signalement af Skaløe – set udefra. Men filmen vil se ham indefra. Kun får den aldrig rigtigt held til det. Han er for støjende, kun glimtvis vedkommende og bevægende, ellers ret trættende, skønt Joachim Fjelstrup gør, hvad han kan – og det er meget – for at forsvare rollen.

Hippiekulturen var en smuk luftspejling. Som en ufo dukkede den op og forsvandt sporløst. Generationens eksperimenter med sex, stoffer og alternative livsformer fik skræmmende omkostninger. De bedste af dem – Skaløe? – døde i mere end en forstand i en gold ørken, mens mange andre afsvor euforien og blev borgelige magtmennesker.

Døden i ørkenen

Modsat f. eks. brødrene Coens ”Indside Llewyn Davis” (2013), der også handler om en vagabonderende hippiemusiker, kommer vi aldrig i noget autentisk forhold til Ole Christian Madsens Skaløe. Vi sympatiserer med ham, fordi han er hovedperson, men han sætter interessen overstyr som lettere utilregnelig og påtrængende impulsiv – på grund af forholdet til Iben?

Samtidig er han så borgerlig som nogen. Han vil gerne have det barn, hun er gravid med, men får fjernet. Til sidst vil han danne kernefamilie med hende, men afvises i en af de scener, hvor filmen oparbejder følelsesmæssig intensitet. Hvorefter han går sin død i møde i den ørken, som er uden om og inden i ham. Stærkt bevægende er også scenen, hvor hun ligger dødssyg i Athen og bare vil hjem. I situationer som disse dementeres fantasterierne pludseligt af en uafvendeligt hård virkelighed.

Anmeldelse af Spies og Glistrup

28-08-2013: Biografisk filmdrama: Underholdende og velspillet fortælling om venskabet mellem to så forskellige sind som Spies og Glistrup. Læs artikel

Anmeldelse af Yves Saint Laurent

03-04-2014: Trods kokain, sprut og homosex forbliver ”Yves Saint Laurent” en artig biopic om en af haute couturens absolutte mestre. Læs artikel

Anmeldelse af Tarok

30-10-2013: Drama: Travhesten bliver statist i sin egen film, og havde det ikke været for et par solide skuespillerpræstationer, ville filmen have været helt uden hestekræfter. Læs artikel

Anmeldelse: En kongelig affære

29-03-2012: Den danske storfilm bliver visuelt kun poleret og pæn, aldrig smuk og aldrig åndeløs. Læs artikel

Anmeldelse: Jernladyen

23-02-2012: Filmdrama: ”Jernladyen” om Margaret Thatcher er et medrivende epos om en ung, viljestærk, begavet piges vej til tinderne og om hendes nedtur og sluttelige forfald og ensomhed. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...