Anmeldelse: Daisy Diamond

DAISY DIAMOND

Danmark/Sverige 2007

Instruktion: Simon Staho

1 time, 35 minutter

Premiere i Dagmar og Palads i København samt fem biografer landet over


Simon Staho er en af Danmarks mest spændende instruktører. Han er ikke kendt af den brede offentlighed, men hans strengt stilistiske film ”Dag og Nat” (2004) er i mine øjne en af de bedste skandinaviske film i mange år, ikke mindst på grund af svenske Mikael Persbrandts selvantændelige styrke i hovedrollen. Selvsamme Persbrandt (kendt som politimanden Gunvald Larsson i de populære Beck-filmatiseringer) spillede også hovedrollen i Stahos næste film, ”Bang Bang Orangutang” (2005), der var et sansebrus af syrede farver og rock'n'roll.

Ubehageligt knugende
Der er til gengæld ikke meget rock'n'roll over Stahos seneste film. Tværtimod er ”Daisy Diamond” muligvis den mest knugende og ubehagelige film siden Lukas Moodysons ”Lilja 4-ever”. Filmen handler om den unge skuespillerinde Anna (spillet af svenske Noomi Rapace), der er rejst fra sit triste liv i Sverige til Danmark, hvor hun håber at bryde igennem. Hun er dygtig og bliver kaldt ind til masser af castings, men altid ødelægger hendes få måneder gamle datter Daisy det hele med sin gråd. En dag bliver det for meget for Anna, der gør det ultimativt utilgivelige for at få fred.

Annas uudgrundelige ansigt fylder lærredet i størstedelen af filmen. Hvem er hun? Vi får ikke meget at vide, men de brudstykker af manuskripter, hun læser op til sine mange castings, er snedigt placeret, så de fremstår som scener fra hendes liv. Netop spillet mellem, hvad der er film, og hvad der er virkelighed, er filmens stærkeste brændstof. Staho har ganske morsomt taget nogle af dansk films mest folkekære ansigter og sat dem til at spille onde, uforstående kynikere: Charlotte Munck, Sofie Gråbøl og mest af alt (og morsomst!) Trine Dyrholm.

Men i sin skildring af filmverdenens hårdhed og kynisme knækker filmen, da den selv bliver kynisk, grænsende til det sadistiske. For selv uden Daisy går det trægt med at få filmroller, og selv om Anna forsøger alt (sex med instruktører, ulønnede statistroller, pornofilm), ender hun på bunden.

Tung symbolik
I den kliniske udlevering af Annas fornedrende deroute bliver også filmens symbolik alt for tung: Daisy genopstår som (engle)barn, og Anna klipper sit hår ultrakort som Dreyers Jeanne d'Arc. Hån, ydmygelse og fornedrelse kan i den rigtige sammenhæng tjene et filmisk formål, selv om det ikke er rart at se på, men ”Daisy Diamond” kommer med sin vrede til at fremmedgøre tilskueren, så man til sidst bliver ligeglad.

”Daisy Diamond” er en modig og kompromisløs film, og det er bestemt skønt, at der findes instruktører som Simon Staho, der tør løbe linen ud. Men fortsætter han med at lave film som ”Daisy Diamond”, vil han desværre nok forblive ukendt i den brede offentlighed lidt endnu.

kultur@jp.dk