Australia

AUSTRALIA

Australien/USA, 2008

Instruktion: Baz Luhrmann

2 timer 46 min.

”Australia” er Australiens dyreste og mest ambitiøse film til dato.

Den er instrueret af den filmiske fantast Baz Luhrmann, der tidligere har stået bag filmene ”Strictly Ballroom”, ”Romeo + Juliet” og ”Moulin Rouge!”, og i ”Australia” forsøger han at koble en bevidst klichéfyldt kærlighedshistorie med en beskrivelse af den australske sjæl, samtidig med at han citerer hæmningsløst fra 1940'ernes store, episke filmdramaer. Intet mindre.

”Australia”, der præsenterer sig som en postmoderne krydsning mellem ”Borte med blæsten”, ”Troldmanden fra Oz” og ”Min afrikanske farm” fortæller historien om den forfinede engelske Lady Ashley (Nicole Kidman), der arver sin afdøde mands kvægfarm Faraway Downs i Australiens Northern Territory.

Hendes plan er at afhænde farmen og sælge kvæget, men inden længe forelsker hun sig i Australiens storslåede landskab og den rå kvægdriver Drover (Hugh Jackman) svulmende muskulatur. Og så bryder Anden Verdenskrig - bogstaveligt talt - ud midt i det hele.

Historien er for så vidt ligegyldig, for det er ikke historien, man ser ”Australia” for - det er billederne. Som altid ligger Luhrmanns egentlige interesse i at skabe uforglemmelige billeder, og det gør han sandelig i ”Australia”, der er lige så gennemdesignet som ”Moulin Rouge!”.

Men i modsætning til ”Moulin Rouge!”, der rent scenografisk begrænsede sig til den navnkundige cabaret og dermed visuelt tog form af et lille tætpakket smykkeskrin, breder Luhrmann her (i selskab med sin hustru, Catherine Martin, der er production designer på alle hans film) sine kunster ud i bredformat i bragende flotte, panoramiske kamera-ture hen over den australske outback, hvis ubarmhjertige landskab danner baggrund for filmens 166 minutter lange melodrama om krig og kærlighed.

Hvor nogle filmskabere erklærer sig minimalister, er Luhrmann en maximalist.

Portræt af hjemlandet
Luhrmann har villet skabe et portræt af sit hjemland og samtidig vise, at der kan laves storfilm i det det geografisk imponerende men filmisk underlegne kontinent.

Endda tager han fat i et af de sorteste pletter i Australiens historie via den halv-aboriginale dreng Nullah (spillet af den imponerende debutant Brandon Walters), der bliver sendt på opdragelsesanstalt for at blive ”renset” for sit primitive ophav - officiel australsk politik indtil for ganske få år siden. Det er al ære værd, at Luhrmann fortæller den historie til verden.

Men samtidig er ”Australia” på alle måder en film, der er for meget. Figurerne er utroværdige, slutningen er sukret, og den ironiske, postmoderne tungen-i-kinden-distance er sværere at få øje på end vanligt fra Luhrmanns side.

Kan det mon skyldes, at ”Australia” er et ærligt, uironisk udspil fra en mand, der som barn af en biografejer blev lokket ind i de levende billeders magiske mørkekammer? At Luhrmann her taler direkte fra sit heftigt bankende filmhjerte, der slår i takt med biograflærredets 24 billeder i sekundet?

Uanset om det er ærlig tale eller kommerciel satsning, er ”Australia” skamløst underholdende - om ikke andet, fordi den er en film af den slags, der ikke laves længere.

Den er en hyldest til filmmediets grundlæggende magi, til en filmkunst, der ikke lader sig begrænse af realisme, og hvor fantasien altid sejrer over virkeligheden. Det er ikke nødvendigvis god smag, men det er god underholdning.