Anmeldelse: Broderskab

Broderskab

Danmark, 2009

Instruktion: Nicolo Donato

1 time, minutter

Premiere landet over

Lidt firkantet sat op - kan man sige, at Nicolo Donato's spillefilmsdebut ”Broderskab” er et melange af ”Brokeback Mountain”og ”American History X” tilsat et strejf af Susanne Biers ”Brødre”. Med andre ord et vibrerende helvede, hvor en kærlighed mellem to mænd skal finde grotesk trange kår at blomstre i.

Det lyder fælt og er det - men midt i det, er der en rendyrket skønhed, som er den, der efterfølgende hænger ved.

Hadet

I en lille dansk flække stortrives nynazismen blandt en gruppe danske ”rednecks”, der forkrampet har lukket sig om sig selv og deres had. Anført af den sleske og alfaderlige Michael alias ”Tykke” (Nicolas Bro) går tiden med at banke homoseksuelle og sætte ild til det lokale flygtningecenter.

Det skaber uro i geledderne, da ”Tykke” ser store muligheder i den nyligt hjemvendte sergent Lars (Thure Lindhardt), der har mere hjerne end gennemsnittet og derfor kan løfte barren lidt i selskabet.

Lars er lukket inde i et eget helvede efter en fyring fra militæret på grund af sin for nærgående opførsel. Mødet med sin altdominerende mor og usynlige far får ham til i modvillig oprørskhed at gå med nynazisterne. Inden længe bor han hos den fåmælte nynazist Jimmy (David Dencik), og i hemmelighed åbner de sluserne ind til hinanden.

Sanseligheden

Scenerne mellem Thure Lindhart og David Dencik er så forbløffende uforstilte, at det er en sand fryd. Sanselighed og humor mellem de to, der for første gang i leg og alvor opdager sex og kærlighed - er billedmæssigt smukt forløst og fuldstændig renset for klichéer.

David Dencik skal her fremhæves. Han er en pokkers god skuespiller. Fra ”En Soap” over ”Udenfor Kærligheden” til nu ”Broderskab” forfiner han til stadighed sin evne til at kunne balancere det hårde og det sårbare så troværdigt, at han løfter enhver scene op.

Tragedien

Som vibrerende dominobrikker, der venter på et knips, fornemmer vi fra starten en underliggende mørk strøm af uafvendelighed, der former sig mod en total tragedie på flere planer.

De mange historier og lag i ”Broderskab” gør den til en kompleks og yderst seværdig film. Det høje ambitionsniveau er dog samtidig det, der sine steder spænder ben for helstøbtheden, for ikke alle lag kan afsondres tilfredsstillende.

Det ændrer dog ikke ved, at der generelt set skal lyde ros til Nicolo Donato, der med sine kontroversielle temaer og sin stærke personinstruktion har gjort en særdeles fin debut.