Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Spies og Glistrup | film.guide.dk

Anmeldelse af Spies og Glistrup

Biografisk filmdrama: Underholdende og velspillet fortælling om venskabet mellem to så forskellige sind som Spies og Glistrup.

Spies og Glistrup
Danmark 2013
Instruktion: Christopher Boe
1time 50 minutter
Premiere torsdag over hele landet
 

Det er en fortjent, men sikkert uventet reklame for Christopher Boes film ”Spies og Glistrup”, at skattevæsenet for nylig har måttet vedgå sine gangstermetoder og er udstillet som en mafia, tilmed en dilettantisk mafia.

Filmen handler ikke direkte om Glistrups skattesag, men den ulmer under skildringen af et ven- og partnerskab mellem ham og Simon Spies, nok de to mest selviscenesatte og flamboyante medieklovne i Danmark siden besættelsen. Den ene, Simon Spies (1921– 84) var ekspert i teatralsk egomani – især af grænseoverskridende seksuel art; den anden var en højt begavet jurist, advokat og idealistisk provokatør.

Trods sin ekstravagante levevis var Spies snu og forsigtig: Husk på, at jeg har en lille købmandsbutik at passe, forklarer han gnækkende, da han aflyser venskabet med Glistrup og fyrer ham som advokat, straks skattesagen begynder at murre.

Fantaster og anarkister

Og trods eminent begavelse og idealisme var Glistrup (1926 – 08) næsten barnligt naiv. Han ville vinde over systemet. Det kan man aldrig. Systemet vandt over ham og kvasede ham. Efter noget, der mindede mistænkeligt om et justitsmord, havnede han i Horserød og fik som gammel mand en absurd fængselsdom for racisme!

Samtidig havde Spies dundrende succes med sin købmandsbutik. Filmen fortæller om deres venskab fra starten, indtil staten langsomt garrotterer Glistrup, og den gør det fortræffeligt, underholdende, vedkommende, tankevækkende og med de to hovedpersoner som både modsætninger og af samme stof: Begge fantaster og anarkister, begge i kamp: Spies mod det borgerskab, han både foragter og kildrer, og som belønner ham rigeligt, Glistrup imod det politiske establishment, der smadrer ham.

Iskold kynisme

Spies lever sig selv ud: Stadige strømme af spiritus – unge, villige kvinder og iscenesatte seksuelle eskapader på diverse barer under mediernes fulde bevågenhed.

”Jeg har ingen laster, kun lyster”, skal han have sagt; sandt nok, for lysterne var hans laster. Med sin seksuelle potens kan han tæmme selv en glubsk gorilla.

Langsomt synker han til bunds i iskold kynisme, så at en mor i filmens eneste virkeligt modbydelige scene sælger sin 15-årige datter til hans seksuelle laster/lyster mod en vaksmaskine og en tørretumbler. Foragteligt mumler han om følelser! Ikke så underligt, han tidligt blev tiltrukket af nazismen, for hvem medfølelse er et ukendt fænomen.

Faktisk virker han som en mand, der fanges i den kedsomhed, at der ikke er noget ved noget.

Glistrup derimod lever et oldborgerligt privatliv med kone og fire børn, og Trine Pallesen tegner et varmt, hjerteligt portræt af Lene Glistrup. Men i fantasien og sit arbejdsliv iscenesætter han sine sabotager mod skattesystemet, og det er værd at huske, at han faktisk sendte en borgerlig finansminister ned til tælling.

Formidable skuespillere

I et og alt er en film som denne afhængig af sine skuespillere, og både Pilu Asbæk og Nicolas Bro yder jævnbyrdigt og kreativt det aldeles suveræne som henholdsvis Spies og Glistrup. Men også dramaturgisk er den gennemtænkt og veltilrettelagt. Således samler den – som solstråler i et brændeglas – systemet i én eneste fiktiv person, spillet af Jesper Christensen - afmålt og med dybfrost i sit væsen. Desuden styrker det fornemmelsen af autenticitet, at man indimellem placerer optagelser af livet i København dengang, de to provokatører var på spil.

Mens Spies var en spektakulær letvægter, der formodentlig hurtigt forsvinder i historiens glemmebog, er det Glistrup og hans profetiske, men futile kamp der huskes, eftersom antallet af de af ham så foragtede ”papirnussere” og ”skrankepaver” i dag er astronomisk – alle steder, i kommuner, ministerier, blandt politikere, selv på universiteterne. Samtidig synes skattevæsenet at have udviklet sig til en totalitær stat i en mere og mere totalitær stat.

Anmeldelse af Steppeulven

18-02-2015: Biografisk drama: Filmen om Eik Skaløe har ikke held med at skildre ham indefra og er derfor kun glimtvis bevægende. Læs artikel

Anmeldelse af Yves Saint Laurent

03-04-2014: Trods kokain, sprut og homosex forbliver ”Yves Saint Laurent” en artig biopic om en af haute couturens absolutte mestre. Læs artikel

Anmeldelse: Jernladyen

23-02-2012: Filmdrama: ”Jernladyen” om Margaret Thatcher er et medrivende epos om en ung, viljestærk, begavet piges vej til tinderne og om hendes nedtur og sluttelige forfald og ensomhed. Læs artikel

Anmeldelse: Undskyld jeg forstyrrer

05-01-2012: Nicolas Bro kan ikke gøre noget galt. Heller ikke i denne charmerende, men kluntede sag. Læs artikel

Anmeldelse: Julie

06-07-2011: Strindberg møder tennis. Resultatet er både råt og raffineret. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...