Anmeldelse: War horse

Drama

War horse

USA, 2011

Instruktion: Steven Spielberg

2 timer 25 minutter

Premiere i dag i 66 biografer landet over

Man tror jo egentlig, at det er en joke. En dreng ”forelsker” sig i en hest, der bliver sendt i krig. Vil de se hinanden igen? Det er den såkaldt dramatiske præmis for Steven Spielbergs kitschede og kiksede hestekrigsfilm.

Hvis nogen skulle kunne slippe af sted med netop sådan en historie, ville det være Spielberg, for det er ikke nogen hemmelighed, at han har en faible for - og ofte en god hånd med - det sødladne og det præsentable. Især hvis moralen er ubestridelig korrekt.

Da hesten, Joey, bliver købt af den fattige landmand Ted (Peter Mullan), bliver den familiens unge søn Alberts bedste ven. Men da Første Verdenskrig bryder ud, bliver hesten inddraget til tjeneste. Og af sted hypper hesten i krig under det engelske flag.

Herefter bliver filmen en stafetfilm, hvor hesten leveres videre fra person til person, der hver især fortæller et kapitel om krigen, der skulle ende alle krige. En af dem er danskeren Nicolas Bro. David Dencik har også en rolle.

Men den unge Albert kan ikke glemme sin hest, så også han drager i krig for at finde sin ven igen.

Publikum skal dog kæmpe med den svære opgave at lade hesten være sit primære identifikationsobjekt, og den er altså svær at sadle op på.

Storladent univers

Det er nok fjollet at lade kærligheden mellem dreng og hest være den dramatiske motor for en film på over to timer, men direkte pinligt bliver det, når det antydes, at hesten kan få de to fronter til at mødes og skabe et håb om fred mellem de kæmpende.

At Europas historie potentielt kunne være blevet ændret af en hest, er noget nær det mest absurde kontrafaktiske postulat, der vel nogensinde er blevet introduceret i en film, der rent faktisk vil tages alvorligt. Men også den krikke hiver Spielberg ud af stalden.

John Williams har lagt sit storladne musikunivers tungt ned over filmen, der i øvrigt har et temmelig velspillende cast, og kombineret med den håndværksmæssig snilde, som Spielberg jo ikke kan løbe fra at være i besiddelse af, undgår filmen lige med en hestemule at blive helt grinagtig.

Selv om det kan være svært ikke at trække på smilebåndet, når æstetikken nærmer sig en blanding mellem ”Borte med blæsten” og en teenageplakat fra 1980'erne. Men det kan selvfølgelig også have en vis underholdningsværdi.