Anmeldelse: Undskyld jeg forstyrrer

Komediedrama

Undskyld jeg forstyrrer

Danmark, 2011

Instruktion: Henrik Ruben Genz

1 time 30 minutter

Premiere i dag i biografer over hele landet

Kan Nicolas Bro gøre noget som helst forkert? Ikke på det store lærred.

Det viser han igen-igen i Henrik Ruben Genz' favntag med endnu en Erling Jepsen-roman.

Efter ”Frygtelig lykkelig” er det blevet bogen ”Biroller”s tur til at blive tvistet i en filmisk udgave, og samarbejdet mellem Genz og Jepsen synes legelystent og lystfyldt. De deler en forkærlighed for den skæve beskrivelse af det virkeligt onde og det næsten naive hjertensgode; noget, som de begge formår at videreformidle på en måde, der vækker milde smil.

I ”Undskyld jeg forstyrrer” er det dog svært virkelig at forstå og føle alvoren bag smilet, blandt andet fordi der er noget kluntet ved hele sceneriet.

Den unge kvinde Helene (Sara Hjort) er et teknisk uheld, fortæller hendes mor (Lotte Andersen) hende. Helene ved ikke, hvem hendes far er, men det kunne måske være teaterdirektøren Morten (Søren Østergaard), som Helene derfor opsøger.

Han har ikke brug for en datter, men til gengæld en hund, og det kan Helene levere. Først i form af Lille Bjørn, moderens allerkæreste hundeeje, og senere - da den dør - i form af sig selv.

Besynderlig handling

Helene tilbyder nemlig at spille hund i det stykke, som dramatikeren Allan (Nicolas Bro) har svært ved rigtig at få afsluttet, men som skal sættes op for både at redde et teater i dødskramper og en divas (Stine Stengade) comeback. Det er det besynderlige handlingsspor i ”Undskyld jeg forstyrrer”, der synes at have taget sin blufærdige titel lidt for alvorligt. Det absurde får nemlig først troværdig form, når det er anmassende og presser publikum til at hoppe ud fra 10-metervippen og lige lukt ned i det irrationelle.

Det sker ikke her. Man bliver udstyret med luffer og sikkerhedsbælte, når de socialt akavede typer præsenteres. Måske fordi de netop mere er typer, end de er virkelige mennesker. Og det på trods af, at hele ensemblet af skuespillere leverer pletfrie, ja endda overskudssprudlende præstationer.

Men ligesom i filmen er der noget med manuskriptet. Det kan ikke blive færdigt. Det kan ikke få en krop. Det afhjælpes på teatret ved at introducere en hund i kvindeskikkelse. Det absurde får en vuffende form. I filmen cuttes der bare af for hundekunsterne. Det er i det, der ikke bliver fortalt, at vi skal finde en mening. Publikum skal selv give historien tøj på, og helst før nogen råber ”Kejserens nye klæder”.

Det sidste sker ikke, forhåbentlig, selv om der er rod i vaskebunken. For der er bid, komisk smidighed og velnæret vanvid i ”Undskyld jeg forstyrrer”.

Og så er der Nicolas Bro. Han kan se så mild ud, så besat, så kærlig, så bekymret, så selvoptaget, så angstplaget og så forelsket, at man rent glemmer tid og sted, stringent eller svulmende historie, sikker eller vaklende instruktørhånd. Måske skulle Ruben Genz have fået Nicolas Bro til at banke hårdt på døren og stryge det der »undskyld, at jeg forstyrrer«. Instruktøren har nemlig både skuespillere og romanforlæg til at sparke døren ind. Nu må man nøjes med at lukke høfligt op.