Ungdomsfilm
Wild Child
Problemer på høje hæle
USA 2008
Instruktion: Nick Moore
1 time 38 min.
Premiere i dag i biografer landet over
Poppy hedder hun og er teenager og deporteres fra Californien, hvor solen skinner, til England, hvor det regner. Hun har mistet sin mor og er i trods-alderen, så hendes far tvinger hende ind på en engelsk kostskole, som hun har masser af fordomme imod.
Det er historien om trold, der tæmmes. Poppy er arrogant og kværulantisk, men inderst inde en sød pige. Det er hende, der kaldes frem, efterhånden som hun går så gruelig meget ondt igennem på skolen, hvor de andre mobber hende. Men modgang modner, og langsomt viser Poppy fra Californien sig de ordinære engelske kostskole-gimper overlegen. Hun ka' bare - den pige!
Ægthed i hovedrolle
I første omgang er filmen fuld af trættende fjollerier, blafrende klichéer og forsøg på en komik, der klatter sammen som det drivvåde tøj i Poppys kuffert.
I anden omgang kører den hårdt på følelserne i tårepersende udpensling af den unge Poppys lidelser, ensomhed og savnet af sin mor. Det er ikke til at holde ud at se på. Når man alligevel gør det, er det fordi Emma Roberts som Poppy har en ufordærvet ægthed i sit spil og troværdigt forvandler figuren fra tøsefnis til en modig, tænksom pige, der får styr på sig selv.
Hun havde fortjent en bedre rolle og en lødigere film. Begge dele vil jeg håbe at se hende i - snarest!
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



