Cold Weather

Cold Weather

USA, 2010

Instruktion: Nathan Greno og Byran Howard

1 time 37 min.

Premiere i dag i Cinemateket, København.

Vises til den 27. februar

Doug er droppet ud af retsmedicinstudiet. Han er flyttet ind hos sin søster i hjembyen Portland. Han har fået arbejde på en fabrik, der laver isterninger. Han er stået af ræset. Måske har han endda givet op over for verdens krav.

Han trives dog betydeligt mere med det, end hans familie gør. Doug er glad for Sherlock Holmes, og da hans ekskæreste pludselig forsvinder, og en mystisk kuffert dukker op, begynder han sin egen eftersøgning.

Den er der ikke meget ”CSI: Portland” over, og Doug taler meget mere, end han handler. I god tråd med sin piberygende inspirator. Og også i god tråd med mumblecore-traditionen, som instruktøren Aaron Katz er repræsentant for.

Og de snakker

Den type film er karakteriserede ved, at de er lavet på et minimalt budget, de er ofte lavet af en gruppe unge, der selv spiller med i filmene, og så handler de om unge mennesker, der bruger det meste af deres tid på at snakke med hinanden om løst og fast, som er en slags moderne drifters eller slackers, der taler mere end de handler.

Det kan godt være mere end anstrengende at lægge øre til de jævnt ligegyldige betragtninger om den jævne verden, som de gennemsnitlige karakterer lever i.

Men der er også tilfælde, hvor de tilsyneladende indholdsløse talestrømme pludselig rammer en poetisk nerve, der afslører sandhed eller to. Et eksempel på en endnu mere vellykket mumblecore-film end ”Cold Weather” er Lynn Sheltons ”Humpday”, som sidste år også blev vist i Cinemateket som månedens film.

Noget af en antihelt

”Humpday” var en dybt humoristisk og kærlig afklædning af de moderne mænd, der befolker genrens univers, og en præcis afsløring af et maskulint selvbedrag. Aaron Katz er ikke helt så nådesløs i sin beskrivelse af karaktererne i ”Cold Weather”, selvom Doug absolut er noget af en antihelt.

Da han får færten af et mysterium, som han kan være med til at opklare, kan man fornemme, at hvis han kunne, ville han hive detektivernes pendant til det lille kemisæt frem fra gemmerne.

Denne naive, ligefremme og ukorrumperede tilgang til verden, som Doug har, er enormt appellerende. Ligesom han, forsøger filmen ikke at være noget, den ikke er, men vedkender sig sine begrænsninger, og det gør den til en helt igennem charmerende særling.