Anmeldelse:
Anmeldelse: 2 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Diana | film.guide.dk

Stakkels Diana, stakkels publikum

Historien om Prinsesse Dianas død var en katastrofe. Det er der kommet en katastrofal film ud af.

DRAMA
DIANA
ENGLAND, FRANKRIG, BELGIEN, SVERIGE OG MOZAMBIQUE, 2013
Instruktør: Oliver Hirschbiegel
Varighed: 1 time og 53 minutter
Premiere torsdag i en lang række biografer landet over.

 

Tyske Oliver Hirschbiegel har tidligere haft endog enorm succes med en biografisk film. Hans skildring af Hitlers sidste dage i ”Der Untergang” var både filmisk bedrift og en sober adressering af den kollektive tyske dårlige samvittighed oven på traumerne efter Anden Verdenskrig.

At påstå at Hirschbiegel har mistet grebet vil være en underdrivelse af dimensioner, for det er rent ud sagt skandaløst, hvordan en instruktør af hans format forvalter det stof, myten om Prinsesse Diana bygger på.

Det, at der kommer en biopic om Prinsesse Dianas alt for tidlige, tragiske død for 13 år siden, er ingen overraskelse. Det syntes kun at være et spørgsmål om tid, før ideen blev undfanget og efterfølgende ført ud i livet. Det synes i øvrigt at være en trend i disse år at lave biografiske film om store kvindeskikkelser: Margaret Thatcher, Dronning Elisabeth II og inden længe filmen om Grace Kelly. I det selskab passer Prinsessen af Wales jo lige ind.

”Diana”, som filmen blot og bart hedder, fokuserer på de sidste år op til den parisiske bilulykke, der tog livet af prinsessen og hendes kæreste, millionærarvingen Dodi Fayed. Det var i de år skilsmissen fra Prins Charles blev endelig, og også her, hvor Diana kæmpede en modbydelig offentlig kamp mod kongehuset for at få lov til at se sine to sønner. Hun var, som hun afslørede i et tv-interview, der også er inkluderet i filmen, på sammenbruddets rand og var begyndt at skære i sig selv i afmagt.

Blodfattigt drama

Der er så meget latent drama i historien om Diana, at det er helt ubegribeligt så blodfattig og artigt velmenende en film, der er kommet ud af det. Eksempelvis ser vi aldrig et eneste af de stridende kongehusmedlemmer, børnene, som Diana kun må se hver fjerde uge, er vage konturer og skildres aldrig som andet end et momentant savn, der hurtigt fordufter.

I stedet fokuseres der udelukkende på det meget hemmelige kærlighedsforhold, prinsessen angiveligt havde med en pakistansk læge, som hun møder, da hendes veninde og spirituelle vejleder (en underligt uudfoldet skikkelse som alle bipersonerne i øvrigt) Oonagh Toffolos mand kommer på hospitalet. Dr. Hasnat Khan (spillet af Naveen Andrews der nok er mest kendt for sin medvirken i tv-serien ”Lost”) hedder den smukke mand, som Diana straks fascineres af, og tiltrækningen, påstår filmen, skyldes ikke mindst, at Khan modsat resten af verden ikke behandler hende som en prinsesse. Diana begynder derfor at gøre kur til Khan.

Men det er en gåde, hvordan det lykkes at få Diana at få den jordnære Khan på krogen, for hendes charmeoffensiv er i særklasse pinefuldt at overvære. Eksempelvis tæller hendes flirtende angreb at bide sig koket i læben og med lillepigestemme sige noget i retning af :”Jeg får, hvad jeg vil have, for jeg er jo prinsesse!”

Ligner en stripper

Men Khan er en mand, der værner om sit privatliv, og end ikke det, at Diana finder på at troppe op til deres møder iført en langhåret, mørk paryk, der får hende til at ligne sig selv bare som stripper, kan kvæle hans skepsis. Ej heller er hans pakistanske familie trygge ved, at deres søn skal finde sammen med verdens mest kendte kvinde, heller ikke selvom Diana tager ud og besøger dem i en af filmens mest patetiske scener.

Dianas og Khans forhold var meget privat, så man må formode, hvilket Khan også efterfølgende har været ude at sige til blandt andet Vanity Fair, at meget af filmens indhold er baseret på spekulationer, hvilket måske er det, der gør den allermest kvalmende. At se filmen er som at læse et kulørt sladderblad fra de billige hylder, men den lille undtagelser, at der ikke afsløres noget særlig saftigt.

Naomi Watts er en skygge af sig selv i den kedelige rolle som Diana og kan intet stille op mod det elendige manuskript, det stærkt reducerende plot og en billedside, der minder om fordums tv-film. Historien henviser i øvrigt Dodi Fayed, som var ved hendes side til slut, til en ligegyldig bifigur, der kun blev brugt til at gøre Khan jaloux. Det er svært at forestille sig, at det er bare den halve sandhed.

Et mere kummerligt filmisk eftermæle kunne prinsessen næppe have drømt om.

Anmeldelse af Grace of Monaco

21-05-2014: ”Grace of Monaco” er et drivende sentimentalt melodrama, der forsøges piftet op med et nådesløst ligegyldigt politisk drama. Læs artikel

Anmeldelse: Angel

05-06-2008: Begavet, ironisk og bevægende hyldest til 1950'ernes store filmmelodramaer. Læs artikel

Anmeldelse: All Good Children

10-08-2011: Uhyggen sniger sig rundt på listefødder i skovbunden i en film, der ikke vil kategoriseres. Læs artikel

Anmeldelse: Irina Palm - Nattens røde lygter

01-05-2008: Meget fin film med en fantastisk Marianne Faithfull i hovedrollen. Læs artikel

Anmeldelse af The Imitation Game

29-01-2015: Filmdrama: En elegant komponeret, velspillet historie om et matematisk geni, der brød en ubrydelig tysk kode under Anden Verdenskrig, men blev modarbejdet og aldrig anerkendt, dels fordi han var svær at omgås, dels fordi han var bøsse og fik en ydmygende dom. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...