Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af While We’re Young | film.guide.dk

Ung med de unge

Drama: Et sat par i 40’erne vil være unge med de unge og indlader sig med et par i 20’erne. Det tegner lyst, men mørkner snart. Det ældre par flipper ud i krukkeri, og bekendtskabet udarter til jalousi og forbitrelse.

While We’re Young

USA 2014

Instruktion: Noah Baumbach

1 time og 37 min.

Premiere i hele landet


Josh (Ben Stiller) og Cornelia (Naomi Watts) er et ægtepar midt i 40’erne. De er barnløse og ægteskabet på standby. De tror, de har frihed til at gøre, hvad de vil.

»Vi kan tage til Paris, hvis det passer os,« siger hun, men de kommer ingen vegne.

Han er dokumentarfilm-instruktør, citerer Godard, »Fiktion handler om mig, dokumentar om dig«, og er harmfuld over sandhedens erosion i filmkunsten.

I 10 år har han arbejdet på en film om Amerika – den er på seks og en halv time – »syv timer for lang«, bemærker hans svigerfar, en anerkendt dokumentarist. Josh har gigt i knæet, og Cornelia er ørkesløs.

Allerførst citeres Henrik Ibsens skuespil ”Bygmester Solness” (1892), hvor stykkets unge kvinde råder den modvillige bygmester til at lukke ungdommen ind i sit liv, og det er nøjagtigt, hvad Josh og Cornelia ubetænksomt gør – med omtrent lige så katastrofale følger som hos Ibsen.

Efter en forelæsning bliver Josh passet op af et par midt i 20’erne, Jamie (Adam Driver) og Darby (Amanda Seyfried). Jamie vil også lave dokumentarfilm, hun laver is. Han går med en fetichistisk hat, de bor kulørt og alternativt og har en høne i bur.

Foryngelseskuren

De kaprer det ældre ægtepar, der oplever bekendtskabet som en foryngelseskur. Indtil det infantile er han forhippet på at være ung med de unge og begynder at køre på racercykel, løbe på rulleskøjter og gå med en fjollet hat.

Hun melder sig til hiphopdans, og sammen deltager de to par i en ayahuasca-seance, hvor de hallucinerer og brækker sig i tykke stråler. Det ældre par ter sig mere og mere affekteret, mens det unge par lever deres bohemeliv, til dels som dække over hans kolde beregning og kamuflerede ambition. Efter lidt uforpligtende flirt kommer der kurrer på tråden omkring den dokumentarfilm, Jamie laver. Josh bliver indædt jaloux på sin unge protegé, aggressiv – som Woody Allen i forhold til Alan Alda i ”Små og store synder” (1989).

Josh og Cornelia slipper fortøjningen i deres egen alder og omstændigheder, og han bliver paranoid: »Verden er ikke én stor konspiration imod dig,« råber Cornelia, da Josh farisæisk – han snyder sin assistent for løn – forarges over sin unge protegés manipulation med virkeligheden i sin film.

Fjendtligt dropper de to par hinanden, og handlingen skrider ud i en ophedet diskussion af kravet om dokumentarismens forpligtelse på objektivitet.

Livstrætte på 40

”40, fed og færdig”, hed det engang. Josh og Cornelia er kun det første, men har tabt gnisten og vil have gløden tilbage.

For så vidt er filmen et generationsportræt af folk, der er kørt træt for tidligt, og som sådan er den blevet rost – trods sine overtydelige pointer og parodiske sekvenser.

Føler nogen sig genkendt i Josh og Cornelia, kan det måske være en appel til at tage sig sammen og komme videre. Og helt så galt, som det burde, går det ikke. De to falder til ro og forsikrer hinanden, at »ond er Jamie ikke, kun ung«.

Dialogen er rap og præcis, og bortset fra enkelte øjeblikke – hallucinogen-seancen – holder handlingen et rimeligt tempo. Personkarakteristikken er i orden, kun forekommer Ben Stiller mig for overgearet, for unuanceret til, at man kan fatte interesse, endsige sympati for figuren.

Men Naomi Watts derimod – jeg har aldrig set hende bedre. Her er hun til stede med en tilbageholdt sensualisme, der er næsten rørende, og en sagte sørgmodighed.

”While We’re Young” bør provokere generationen på 40 til at tænke sig om. Som jeg engang hørte en ca. 40-årige mand i luvslidt mørk habit og med diplomattaske sige til en af samme slags: »Det gælder sgu om at være på plads, inden man er 40.«

Måske! Men mere gælder det om at kunne flytte sig – hele livet igennem.

Anmeldelse af Lovelace

20-11-2013: Biografi: Der er mere end hendes legendariske oralsex-evner i historien om pornoikonet Linda Lovelace. Læs artikel

Anmeldelse af St. Vincent

30-04-2015: Et fantastisk cast gør denne ultratraditionelle film overraskende rørende og morsom. Læs artikel

Anmeldelse: J. Edgar

18-01-2012: Med Leonardo DiCaprio i titelrollen som J. Edgar Hoover leverer Clint Eastwood som instruktør et femstjernet portræt af FBI's legendariske og hensynsløse chef gennem næsten et halvt århundrede. Læs artikel

Anmeldelse: Letters to Juliet

12-08-2010: Pragtfulde skuespillere, hjertevarme menneskeskildringer og det gyldne, toscanske landskab rammer Romeo og Julie-myten ind. Læs artikel

Anmeldelse: Nat på museet 2

20-05-2009: Instruktion: Shawn Levy Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...