Anmeldelse:
Anmeldelse: 2 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Grace of Monaco | film.guide.dk

Endnu en filmfadæse

”Grace of Monaco” er et drivende sentimentalt melodrama, der forsøges piftet op med et nådesløst ligegyldigt politisk drama.

Drama
Grace of Monaco

USA, Frankrig, Belgien, Italien, 2014

Instruktør: Oliver Dahan

1 time og 43 minutter

Premiere i dag i en lang række biografer landet over


Australske Nicole Kidman og Naomi Watts er bedste veninder i det virkelige liv. Nu har de endnu en ting til fælles: På under et år er det lykkedes dem at optræde i to af de mest horrible biografiske dramaer i filmhistorien.

Sidste år var det Watts, der havde den pinefulde tjans at reaktualisere tragedien om Prinsesse Diana i Oliver Hirschbiegels katastrofale “Diana”, og nu er det så blevet Kidmans tur til at inkarnere en fordums legende med lige så svigtende succes.

Selektivt portræt

Kidman spiller nemlig titelrollen som amerikaneren Grace Kelly i “Grace of Monaco”, der er et endog meget selektivt portræt af Monacos fyrstinde i begyndelsen af 1960’erne, hvor hun angiveligt kæmpede en hård kamp for at vinde folkets og sin mands tillid, mens hun samtidig forsøgte sig som udenrigspolitisk aktør. Jeg skriver angiveligt, fordi filmen i allerhøjeste grad er et fiktivt dokument, hvilket også er faldet Monacos adelige for brystet i en sådan grad, at de nægtede at overvære verdenspremieren i Cannes i sidste uge.

Det står selvfølgelig en instruktør frit for at digte på livet løs, men når man ikke er bedre til det, end Oliver Dahan tilsyneladende er, så skulle man måske helt lade være. Det er i hvert fald svært at forestille sig, at historien om Grace Kelly kunne have været formidlet mere livløst.

Filmens åbningssekvens foregår på et filmset i Hollywood, hvor det slås fast, hvilken feteret skuespillerinde den smukke Grace Kelly var. Blomsterne vælter ind i hendes lille garderobe og mere end indikerer en kvinde, der havde verden for sine fødder. Og Grace Kelly skulle da også få klichéens forestilling om alle småpigers drøm, nemlig prinsen og det halve fyrstedømme, da hun i 1956 giftede sig med Monacos fyrste Rainier III ved et eventyrligt drømmebryllup.

“Grace of Monaco” udspiller sig seks år senere, og konflikten, hvis man kan tale om en sådan i en så udtryksløs filmfadæse, antydes, da Alfred Hitchcock, hos hvem Grace Kelly var lead blonde i både “Dial M for Murder” (1954), “Skjulte øjne” (1954) og “Fang tyven” (1955), ankommer til paladset.

Fristet af ”Marnie”

Hitchcock medbringer manuskriptet til “Marnie”, som han gerne vil have Grace til at spille hovedrollen i. Grace er mere end fristet. Velgørenhedsarbejdet i Monaco trætter hende, og hun har endnu ikke helt vænnet sig til den europæiske facon, hvor kvinder tilsyneladende skal ses og ikke høres. Med sin mands modvillige velsignelse takker hun ja til rollen som den frigide kleptoman Marnie.

Men som bekendt kom Grace Kelly aldrig til at spille skuespil igen og da slet ikke i “Marnie”, hvor rollen gik til Tippi Hedren, og hendes lyst til at vende tilbage til det umoralske Hollywood fik kun Monacos folk til at give hende endnu flere kolde skuldre.

Samtidig brager et politisk stormvejr løs.

Se trailer til Grace of MonacoCharles de Gaulle, der konsekvent udtales på amerikansk, er utilfreds med Monacos nulskat og kræver ændringer. Præcis hvordan det skal udføres, kommer ikke rigtig til udtryk som andet end en masse mænd, der sidder og snakker, og man får en fornemmelse af, at den politiske dimension ikke udfoldes yderligere, fordi der jo er så meget, kvinder ikke forstår. Hvad bevæggrunden end er, så er resultatet i hvert fald, at også det politiske spil reduceres til tårevædet personføleri, da Grace indser, hvad der er hendes “livs vigtigste rolle”.

Den kedelige handling er blot et af problemerne ved “Grace of Monaco”, der ligesom “Diana” ligner en billig tv-film. Når der ikke kæles for de lækre sydeuropæiske omgivelser, stagnerer kameraet i emotionelle nærbilleder, så vi rigtig kan mærke Graces dilemma og smerte. Problemet er, at det kan man bare ikke, fordi alt klinger så falskt.

Kliché på kliché

Kidman gør, hvad hun kan, og det samme gør Tim Roth som Rainier og Frank Langella som Graces fortrolige præst, men manuskriptet er baseret på den ene kliché efter den anden, og alt fortyndes af den overdrevet sentimentale musik, der indhyller det hele i et følelsesforflommet skær.

Så ak, salig Grace Kelly fordrives samme vej som Diana i filmhistoriens lyssky skammekrog.

Glansen er gået af Grace Kelly

Anmeldelse af Diana

25-09-2013: Historien om Prinsesse Dianas død var en katastrofe. Det er der kommet en katastrofal film ud af. Læs artikel

Anmeldelse: Drengen med cyklen

26-04-2012: Filmdrama: Der er intet nyt under solen hos Dardenne-brødrene - og gudskelov for det! Læs artikel

Anmeldelse: The Artist

09-02-2012: Filmelskere, foren jer. Nu skal der ses stumfilm i biografen. Jean Dujardin i hovedrollen er fænomenal som stjernen, der falder fra sin tinde. Læs artikel

Anmeldelse af Den store skønhed

05-09-2013: Man kan ikke ønske sig mere af en film. ”Den store skønhed” er lystig og lyrisk turbulent, et satirisk, surreelt blik på det moderne Italien. Læs artikel

Anmeldelse: Terraferma

10-05-2012: Sammenstødet er italienske Emanuele Crialeses hovedfokus. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...